V droppede fælles aftale i Norddjurs
Skattestigningen er en stor del af grunden til, at Venstre ikke er med i forliget om budgetaftalen for 2016-2019 i Norddjurs Kommune
S, DF og SF har sammen med Helle Plougmann, der står udenfor partierne, indgået budgetaftale for Norddjurs Kommune i årene 2016-2019.
Venstre glimrer ved sit fravær, men det skyldes primært den skattestigning på 0,5 procent, der endte i aftalen.
- Venstre er jo ikke glade for skattestigning, men vi gik ind til forhandlingerne. Det viste sig dog hurtigt, at det ikke kunne lykkes at møde. Vi forsøgte, men synes ikke der var nok i det til at gå hele vejen, siger Venstres byrådsmedlem Hans Erik Husum til tv2oj.dk.
Budgetaftale på plads i Norddjurs
Han giver ikke meget for argumentet om, at skattestigningen blot bringer kommunen op på højde med nabokommunerne.
- Vi har ikke de samme muligheder, som i Randers. Hvis du bor i Grenaa, kan du måske klare dig uden en anden bil, men alle der bor udenfor Grenaa har jo brug for to biler. Folk har ikke det samme til rådighed, og derfor synes jeg, det er rimeligt, at vi har en lavere skat, siger Hans Erik Husum.
Han fortæller, at Venstre sandsynligvis vil lave deres eget bud på et budget, men at det i virkeligheden er en anelse spild af tid.
- Når man har skrevet under, skriver man jo under på, at man ikke vil stemme for ændringsforslag, så det er lidt spil for galleriet, men jeg tror, vi gør det, siger Hans Erik Husum.