Udsolgt musikcamp samler unge: Det giver en følelse af fællesskab
60 unge musikere er samlet fem dage til en camp i Grenaa, hvor de skal være fælles om deres store interesse - nemlig musikken.
Skolernes efterårsferie er i fuld gang, men det er ikke alle forældre, der kan holde ferie samtidig med deres børn.
Det betyder dog ikke, at de unge mennesker behøver at kede sig alene derhjemme.
Læs også
Musikstarter Camp Djursland er nemlig i fuld gang. Det foregår i Grenaa, hvor 60 unge mennesker i fem dage skal beskæftige sig med musik fra morgen til aften.
- Jeg elsker musik, og jeg har været på masser af camps med musik. Der skal bare mere og mere og mere af det, siger Kasper Jakobsen på 15 år, der var en af de musikere, der var med.
Campen er for første gang udsolgt, og det betyder, at der er masser af musikalsk talent samlet til at spille musik døgnet rundt.
- Det giver mig en følelse af fællesskab, når man ikke bare sidder derhjemme og spiller alene. Man bliver selvfølgelig dygtigere, når man øver sig alene på noget udfordrende, men det giver en helt speciel stemning, når man spiller sammen i band, siger Laura Præstholm, Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Skal skrive deres eget
Musikstarter Camp Djursland har særligt fokus på at skrive sin egen musik, og det er altså en disciplin, der kræver øvelse.
Mathias Høeg er trommeslager, og han har været med til at skrive et nummer sammen med nye bandkammerater fra campen.
- Det her nummer startede med en guitarmelodi, og så puttede vi en bas på, og så prøvede vi at putte lidt trommer på for at se, om vi kunne gøre det lidt vildere. Så begyndte vi at brainstorme ideer til temaer, siger den 16-årige musiker.
Selvom alle på campen er vant til at spille musik, er det dog ikke dem alle sammen, der normalt skriver deres eget fra bunden.
- Det er helt klart en udfordring, at vi skal skrive vores egne sange, men det er virkelig fedt at møde nogle nye, dygtige musikere. Det er fedt, siger Laura Præstholm Andersen.
Men sangskrivning kan læres med masser af øvelse, og derfor arbejder campen med to hovedbegreber, der skal gøre de fem dage til en god oplevelse både musikfagligt og socialt.
- Vi arbejder med flid, fordi det handler om at øve sig, hvis man vil være god til noget, og man må sige, at med fem så intense dage, som vi har her, der er der virkelig grundlag for at øve sig. Og så arbejder vi med fællesskab, fordi det er fedt at være sammen med andre om musik, siger Kristian Kjerrig Thomsen, der er en af koordinatorerne på campen.
Og koordinatorerne får da også stor glæde af de fem begivenhedsrige dage.
- Hele følelsen af at være sammen med de her unge og se den udvikling, som de gennemgår fra første dag og til de står og jammer og tør gå op på scenen. Her kan man virkelig føle den forskel, der sker, både på det faglige og på det sociale, siger Frank Petersen, der også er koordinator.
Manden i kulissen
Men det er ikke alle deltagerne på campen, der drømmer om at stå foran det helt store publikum. Ude bag scenen sidder Sigurd Gammelgaard på 14 år, hvis opgave er at optage det, der sker på campen.
- Det kombinerer to ting, jeg er glad for, nemlig musik og så at filme. Så jeg synes, det er federe at sidde heromme, siger videoproduceren til TV2 ØSTJYLLAND.
Selvom han sidder alene bag scenen, føler han sig dog stadig som en del af det fællesskab, der er i musikken.
Læs også
- Det har jo stor betydning. I dag skal der jo være video til musik, det er mærkeligt, hvis der ikke er det. Jeg drømmer helt klart om at leve af videoproduktion til musik, siger Sigurd Gammelgaard.
Tirsdag er der stor afslutningskoncert til Musikstarter Camp Djursland i Grenaa, hvor de unge talenter håber på en masse gæster – koncerten er nemlig ganske gratis.