Tyv taget på fersk gerning
En indbrudstyv blev tirsdag aften anholdt og sigtet for indbrud
En 17-årig ung mand fra Djursland blev sent tirsdag aften anholdt, og han er sigtet for at have begået indbrud i et apotek i Grenaa.
Indbruddet blev begået kort før midnat tirsdag aften i Norddjurs Apotek i Kannikegade.
Ifølge Østjyllands Politi havde den 17-årige smadret en rude og på den måde tvunget sig adgang.
Politiet fik en melding om indbruddet, og da en patrulje ankom til stedet, var den 17-årige stadig inde i apoteket.
- Manden havde skåret sig på det knuste glas, men han er ikke kommet slemt til skade, siger politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi.
Manden blev anholdt og kørt til hospitalet for at modtage behandling for skaderne på hånden.
Han vil i løbet af onsdag blive fremstillet i grundlovsforhør sigtet for indbrud.
Indbruddet blev begået tirsdag aften klokken 23.48.