Tricktyv snød kvinde i Grenaa
Spurgte om vej til København
Der er god grund til at tage sig i agt, hvis man efter en tur i supermarkedet bliver spurgt om vej til en anden dansk by af en fremmed person.
I løbet af sommeren er en række østjyder blev franarret deres hævekort af udlændinge, der henvender sig til deres ofre umiddelbart efter, at de har været på indkøb
Tirsdag eftermiddag gik det ud over en 46-årig kvinde, der netop havde handlet i et supermarked på Østerbrogade i Grenaa.
På butikkens parkeringsplads spurgte en østeuropæisk mand om vej til København. Mens kvinden viste manden vej, blev der stjålet to hævekort fra en taske på bagsædet af hendes bil.
- Man skal være opmærksom, hvis man bliver opsøgt af udenlandske personer efter at have handlet. Det er også vigtigt, at man skjuler koden til sit dankort, når man handler i butikkerne, siger politikommissær Thomas Hinge fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Manden, der slog til i Grenaa, er 22-25 år gammel og har et østeuropæisk udseende. Han er 170-175 cm høj, spinkelt bygget, har lys hud og sort kort hår. Han talte gebrokkent engelsk.