Stort underskud i sparekasse
Sparekassen Djursland anbefales at sætte renterne op
Sparekassen Djursland er kommet ud af 2011 med et underskud på 24 mio. kr.
Det fremgår af sparekassens årsrapport, som netop er blevet fremlagt.
En af årsagerne til de røde tal på bundlinjen er de fortsat dårlige konjunkturer og store nedskrivninger på udlån til ikke mindst landbrug og øvrige erhverv.
Efter en inspektion i Sparekassen Djursland har Finanstilsynet anbefalet, at det østjyske pengeinstitut sætter renterne op og hæver gebyrerne. På den måde kan Sparekassen Djursland igen tjene penge på sin bankdrift, mener Finanstilsynet.
Bankdirektør ser tiden an
Sparekassedirektør Ole Jensen fortæller til TV 2 | ØSTJYLLAND, at Sparekassen Djursland allerede har sat renterne og gebyrerne op én gang i den seneste tid.
Derfor bliver det ikke dyrere at være kunde i sparekassen i den nærmeste fremtid.
- Vi tager selvfølgelig anbefalingen fra Finanstilsynet alvorligt. Men vi vil først afvente og se resultaterne af den rentestigning, vi allerede har gennemført, inden vi foretager os noget, forklarer Ole Jensen.
Han mener ikke, at det er sandsynligt, at Sparekassen Djursland sætter udlånsrenten op på denne side af sommerferien.
Sparekassedirektøren understreger dog, at Sparekassen Djursland har lavere udlånsrenter end mange andre danske pengeinstitutter. Derfor kan det på sigt blive nødvendigt at nærme sig niveauet i andre banker og sparekasser, forklarer han.
Sparekassen Djursland har syv afdelinger spredt over det meste af Djursland.