Sparkede døren ind tre gange
Tyve stak af med hårde hvidevarer i Grenaa
En eller flere ukendte gerningsmænd gik systematisk til værks, efter at de havde skaffet sig adgang til en opgang på Åkrogen i Grenaa.
Ifølge politiet sparkede tyvene dørene op til hele tre af ejendommens lejligheder. Derefter fjernede de hårde hvidevarer samt forskellige former for el- og håndværktøj.
Det er stadig uvist, hvordan tyvene kom ind i opgangen. Hoveddøren, som stadig er intakt, er forsynet med en lås.
- Det mest nærliggende er, at gerningsmændene har haft en nøgle. Men om det er tilfældet - eller hvordan de i givet fald har skaffet den - ved vi intet om, forklarer politikommissær ved Østjyllands Politi Vagn Martinussen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Inbruddene blev anmeldt til politiet i går, mandag.