Sophus og Cathrine tvunget til at flytte: Næsten ingen uddannelser i byen
De unge i Grenaa håber på at få flere uddannelsesmuligheder, men Norddjurs Kommune var ikke en del af regeringens udspil til finansloven for næste år.
For Sophus og Cathrine på Grenaa Gymnasium er det næste store skridt en videregående uddannelse. Men afstanden hertil kan blive en udfordring.
- Vi har en teknisk skole lidt længere nede ad vejen, og så har vi noget SOSU. Det er ikke sådan, at der er super mange muligheder for at uddanne sig. Man skal indtil de større byer for at tage en uddannelse, siger Sophus Helmer Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Klassekammeraten, Cathrine, er enig i, at byen trænger til flere muligheder.
- Vi kunne trænge til noget mere liv. Vi kunne trænge til nogle flere uddannelser og nogle flere muligheder. Ikke bare som barn og ung, men også som voksen, når man skal have en videregående uddannelse, siger Cathrine De Nijs til TV2 ØSTJYLLAND.
I Grenaa ligger dog også Erhvervsakademi Dania, hvor man kan læse til datamatiker, multimediedesigner samt en professionsbachelor i softwareudvikling.
Regeringsudspil skal hjælpe
I en bred aftale mellem regeringen og en række partier er det planen at flytte uddannelser fra de store studiebyer og ud i landdistrikterne.
Og i det finanslovsudspil, som regeringen præsenterede mandag, afsættes cirka to milliarder kroner, der ifølge regeringen skal få Danmark til at hænge bedre sammen.
Ifølge den oprindelige aftale er der dog ikke planer om at flytte uddannelser til Djursland. Men i Norddjurs Kommune håber borgmester Jan Petersen (S) alligevel, at aftalen ender med at komme kommunen til gode ved at opdimensionere VIAs afdeling i Grenaa.
- Jeg ser den mulighed i det, at vi får etableret en afdeling i Grenaa, der er større end den nuværende, hvor vi kun har ét pædagoghold. Sådan at vi kan udbyde flere velfærdsuddannelser lokalt, og dermed få givet et tilbud til vores egne unge, hvor de kan få en uddannelse, uden at skulle flytte, siger Jan Petersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Penge skal sættes af
Et flertal i kommunen foreslår allerede nu at sætte penge af til eventuel udbygning af VIA. Ifølge Jan Petersen er der behov for at handle nu.
- Det her er helt afgørende for os, hvis vi skal påvirke de strukturer, som vi nu for alvor kan mærke. Vi har ikke noget sygehus, så der bliver ikke lavet sygeplejerelever. En række af de ting, der gjorde, at vi havde en mere blandet befolkning og et mere blandet arbejdsmarked er, under nedbrydning, siger han.
Tilbage på Grenaa Gymnasium er håbet at kunne blive boende i byen i mange år endnu.
- Det er en fantastisk by, det er en hyggelig by. Hvis det sker, at det bliver rykket herud, så vil det sociale vokse sig større, og så vil det blive mere attraktivt at bo her lige pludselig, siger Sophus Nielsen.
Og Cathrine De Nijs bakker op.
- Det er rart at være her, det er rart at bo her. Og det kunne jeg godt tænke mig at få lov til at blive ved med, når jeg engang er blevet lidt ældre.
I videoen herunder kan du se hele indslaget, samt et interview med undervisningsordfører for socialdemokratiet, Jens Joel.