Sladreordning på vej til endnu en kommune

En whistleblowerordning er nu på vej til Norddjurs Kommune efter inspiration fra andre østjyske kommuner.

En whistleblower kan siges at blæse i en fløjte, når vedkommende observerer noget uhensigtsmæssigt som et signal til omverden. Foto: Allan Lundgren/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

Både Aarhus, Favrskov, Randers og Horsens Kommune har i de seneste år fået etableret en whistleblowerordning i kommunerne hver især.

Læs også Kritiker: Ny sladreordning kan blive uden effekt

Nu har et flertal i Norddjurs Kommune besluttet, at der også her skal etableres en whistleblowerordning - også kaldet en sladreordning.

Ordningen er selvfølgelig allerbedst, hvis den ikke bliver brugt.

Mads Nikolajsen (SF)

Med den nye ordning bliver det muligt for medarbejderne anonymt at komme til orde, hvis de eksempelvis opdager noget uhensigtsmæssigt eller ulovligt. Med andre ord bliver det muligt at sladre anonymt om kritisable forhold i kommunen.

- Jeg er glad for den nye ordning. Den giver en større tryghed og et mere sikkert arbejdsmiljø for medarbejderne, siger Steen Jensen (DF) til TV2 ØSTJYLLAND.

Uenighed blandt partierne

Der er dog delte meninger om den nye ordning. Ordningen blev stemt igennem med et flertal på 18-9, hvor S, SF, EL, DF og Michael Vejlstrup fra LA stemte for, og V, K og Jens Meilvang fra LA stemt imod.

- Man lægger op til, at folk skal holde mere øje med hinanden. Det er en forkert vej at gå. Der er nok muligheder i forvejen, siger Jens Meilvang (LA), der blandt andet refererer til brugen af tillidsrepræsentanter. 

01:46

VIDEO: Hør Jakob Billes (LA) syn på en whistleblowerordning i Horsens Kommune. Indslaget er fra juni 2018.

Luk video

Hos SF, der længe har kæmpet for at få ordningen i hus, er der dog begejstring for beslutningen.

- Det er rigtig godt og et vigtigt supplement til det nuværende system. Ordningen er selvfølgelig allerbedst, hvis den ikke bliver brugt. Den skulle gerne forebygge, siger Mads Nikolajsen (SF).

Læs også Snart kan de blæse i fløjten i Horsens

Planen er, at den nye ordning skal evalueres efter et års tid.

- Vi skal blandt andet evaluere på, hvad ordningen bliver brugt til, og om den fungerer efter hensigten, siger Karoline Bergkvist Søgaard (S).