Skinnerne skal slibes
Ildsprudende drage kan ses og høres på Djursland
En række beboere langs Grenaabanen på Djursland bør måske allerede nu overveje at investere i et sæt ørepropper.
Fra på søndag indtager Banedanmarks skinneslibetog den 59 kilometer lange jernbanestrækning mellem Aarhus og Grenaa. I løbet seks nætter skal toget fjerne ujævnheder i skinnerne, hvilket både kan ses og høres af beboerne langs banen.
- Gnisterne fra togets slibesten ser så voldsomme ud, at naboer til banen af og til har ringet til politiet eller Banedanmark, fordi de har troet, at der var ild i sporene, fortæller vedligeholdelsesleder Pernille Skovrup fra Banedanmark i en pressemeddelelse.
Effekten er stor
Togets 48 slibesten fjerner ikke ret meget metal fra skinnerne, men effekten er stor.
- Når ujævnhederne er væk, og skinnerne er blevet kørt til over en periode, bliver støjen fra skinnerne lavere, siger Pernille Skovrup og tilføjer, at togstøjen lige efter slibningen kan opleves lidt højere end før slibningen.
Skinneslibetoget tilhører den schweiziske entreprenørvirksomhed Speno International og har fortrinsvis italiensktalende personale.