Sjældent syn: Storkepar flytter ind hos 'Bonderøven'

Et storkepar er flyttet ind på Djursland hos en af landets mest kendte tv-personligheder.

Det er en kendt adresse, to storke for nylig slog sig ned på, da de ledte efter en passende rede på Djursland.

De er nemlig endt med at lave rede hos ingen andre end tv-vært og landmand Frank Erichsen, kendt fra DR1-programmet 'Frank & Kastaniegaarden', der tidligere hed 'Bonderøven'.

Det oplyser Storkene.dk, der er en sammenslutning af danske storkeentusiaster.

Frank Erichsen er en dedikeret selvbygger og var også selv med til at renovere storkereden tidligere på året.
Frank Erichsen er en dedikeret selvbygger og var også selv med til at renovere storkereden tidligere på året. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Storkeparret ankom angiveligt torsdag, og håbet er, at parret vil blive og yngle. Det er dog også sandsynligt, at parret ender med at tage videre.

- Endnu er det langt fra sikkert, at storkeparret bliver i Revn. Selv om storkene virkelig vil familieprojektet og parrer sig, ved vi først om cirka 10-12 dage, om der kommer æg i reden. Unge storkepar har det med at lege voksne storke, og efter nogle uger kan de så finde på at smutte igen, siger storkeekspert Hans Skov fra Storkene.dk.

Over for TV2 ØSTJYLLAND tilføjer Hans Skov, at selvom mange forhold på Frank Erichsens grund er gode for storkene, så vil det kræve fodring, hvis parret skal kunne blive der hele sommeren.

Det er dette storkepar, der har udset sig Revn som deres måske kommende hjem.
Det er dette storkepar, der har udset sig Revn som deres måske kommende hjem. Foto: Hans Skov

Frank Erichsen har siden midtnullerne boet i landsbyen Revn på Djursland, hvor han har sat sin gård, Kastaniegaarden, i stand og dyrket sin jord for at være mest muligt selvforsynende.

Og så har han altså en forkærlighed for at gøre noget for, at naturen kan trives. Derfor satte han i 2013 en otte meter høj pæl med påmonteret storkerede op på sin landejendom.

OBS - Hold dig på afstand af storkene.
Hvis man gerne vil se storkene i levende live, er det vigtigt, at man holder sig på god afstand. I det konkrete tilfælde med storkeparret i Revn, bør man holde sig på den nærliggende offentlige vej, lyder det fra storkeekspert Hans Skov. Derfra vil man kunne se storkene gennem en kikkert. Det er især i yngletiden, at det er vigtigt at holde sig på god afstand.

I 2017 fik reden sit første visit, da et storkepar slog sig ned. Parret var dog ifølge Storkene.dk for ungt og var ankommet for sent på året til at yngle.

Det sidste er dog ikke tilfældet for de nuværende gæster på Kastaniegaarden i Revn, lyder det fra Hans Skov.

- Storkeparret er dog ankommet i god tid til at indlede ynglen, så rent tidsmæssigt er der ingen problemer, siger han.

Storkene er umiddelbart ikke ringmærkede, og han gætter på, at der kan være tale om storke fra det nordvestlige Tyskland.

TV2 ØSTJYLLAND har fredag aften været i kontakt med Hans Skov, der fortæller, at han ved selvsyn har set parret parre sig. Der går dog noget tid, før man ved, om der kommer afkom ud af det.