Sind: Kommuner skal samarbejde
Landsforeningen Sind mener, at kommunerne skal samarbejde for at sikre, at institutioner har specialviden
Efter et dødsfald for nylig på bostedet Kærvang i Norddjurs kommune har der fra flere sider været kritik af forholdene på institutionen.
Kærvang er et bosted for unge med fysiske og psykiske handicap, og mange har kritiseret, at der er for få ansatte, og at kompetencerne ikke altid slår til.
Mange andre kommuner har lignende problemer med at drive bosteder og institutioner for unge handicappede, så flere organisationer kræver nu, at politikerne tager affære.
- Hvis en institution skal være andet og mere end bare et opbevaringssted, så skal man kunne tilbyde behandling for de problemer, som beboerne har, og det er ofte en specialistopgave. Hvis man derfor blander forskellige funktionsnedsættelser, så vil personalet mangle de kompetencer, der skal til, fordi man ikke kan besidde specialistviden på alle områderne på samme tid, siger Knud Kristensen, der er landsformand i Sind, en organisation for sindslidende i Danmark.
Han mener, at man skal genoptage samarbejdet på tværs af kommunegrænserne.
Se: Kritik af bosted fortsætter
- Hvis man laver et samarbejde på tværs af kommunegrænserne, kunne man det eneste sted være specialister i én type funktionsnedsættelse, og et andet sted i en anden. Sådan var det typisk indtil strukturreformen i 2007, siger Knud Kristensen.
Han fortsætter:
- Når man i dag samler det i sine egne institutioner, så kommunerne ikke skal sende penge ud af kommunerne, så oplever vi det her. Det kan godt være, at det på kort sigt sparer kommunen nogle penge, men jeg tror, at det på langt sigt kan blive meget dyrere.
Du kan se hele interviewet med Knud Kristensen i videoen øverst på siden.