Silobrand genåbner sager
LO kræver opstramning efter arbejdsulykke
300 sager er blevet genåbnet i Arbejdstilsynet efter en silobrand i Grenaa, hvor en brændte ihjel.
LO kræver nu at det bliver undersøgt, om sagerne blev droppet, fordi virksomheden fik et mindre ansvar i forhold til ulykker ved en lovændring i 2006, skriver Fagbladet 3F.
LO's næstformand Lizette Risgaard opfordrer beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) til at tage det aspekt med i undersøgelsen af de 300 sager. Det sker i et brev til ministeren.
- Jeg er ikke i tvivl om, at mange af de her sager er et resultat af den fejlagtige lempelse, der kom dengang, uddyber Lizette Risgaard over for Fagbladet 3F.
Beskæftigelsesministeriet kan ikke sige, om LO's ønske kommer med i redegørelsen. Mette Frederiksen har ikke svaret LO endnu, og ministeriet vil derfor ikke sige noget om sagen.
Fakta:Fagbladet 3F dokumenterede i juni, at Arbejdstilsynet havde begået fejl i sagen om 51-årige Kim Banke fra Søby. Han brændte ihjel i en lift en silo på Grenaa Havn i juli 2011. Fejlen betød, at Arbejdstilsynet frikendte arbejdsgiveren. Tilsynet valgte efterfølgende at genåbne 300 sager fra 2009 til 2012 for at tjekke for fejl i sagsbehandlingen.
Kilde: Fagbladet 3F.