Sally er Østjyllands sejeste batwoman

16-årig Sally Maribo Nielsen fra Grenaa er et af Danmarks helt store bordtennishåb.

02:03

VIDEO: Sally Maribo er flyttet til Aarhus og bor på kollegieværelse for at være tættere på sin bordtennisklub.

Mange har nok prøvet at begynde til en sportsgren som barn. Mærke glæden, fællesskabet og det sociale, mens man langsomt blev bedre til sporten. 

Glæden og fællesskabet husker Sally Maribo Nielsen også fra bordtennisklubben BTK Grenå, hvor hun begyndte som niårig. 

Men hun blev ikke langsomt bedre. Hun fløj af sted.  

Sally Maribo Nielsen begyndte at spille bordtennis, da hun var ni år. Foto: Privat

- Efter to-tre måneder vandt jeg klubmesterskabet, husker den i dag 16-årige Sally Maribo Nielsen.

Året efter kom hun på landsholdet, og siden er det næsten kun gået fremad.  

Presset til at sige det, står hun ved, at hun er blandt Danmarks bedste med et bat, men hun er ikke meget for at snakke om det.

 

Men hun er da rigtig god, er hun ikke? 

- I hendes aldersgruppe er hun én af dem, som man satser og håber på kan blive til noget rigtig stort, svarer en af hendes trænere, Simon Nykjær-Fischer. 

Jeg slår også drengene

Der er flere drenge end piger, som spiller bordtennis i Danmark.

Op igennem sin ungdom har Sally Maribo Nielsens bat stået overfor begge køn.

- Jeg er også så god, at jeg slår drengene. Det har jeg gjort, siden jeg begyndte at spille bordtennis, siger hun. 

Sally Maribo Nielsen i duel med den yngre Viktor Oksfeldt. De er begge blandt de spillere, som høster mange medaljer til BTK Viby.

For hende er en sejr en sejr. Det er det ikke altid for taberen. 

- Drengene kan i hvert i fald ikke lide at tabe til en pige, og så til én der er så god. De har tit siddet og grædt over i et hjørne efter en kamp, for det er ikke sjovt, siger hun. 

Flyttede hjemmefra som 15-årig

Efter et par år i BTK Grenaa skiftede hun klub.

- Jeg begyndte at slå træneren, så jeg rykkede til Rønde for at få mere udfordring, siger hun.

Efter et par sæsoner der skiftede hun til BTK Viby i Aarhus, som er en af landets bedste klubber. 

I januar vandt Sally Maribo Nielsen Top 12-turneringen for junior- og U21-spillere. Turneringen samler de 12 bedste spillere i hver række i dansk bordtennis. Foto: Privat

Sidste år tog hun endnu et skridt, da hun begyndte på Marselisborg Gymnasiums Team Danmark-linje - en ordning for ungdomstopatleter. 

Hun flyttede hjemmefra og ind i et kollegieværelse tæt på studiet og bordtennisklubben i Viby.

- Det var et stort skifte at skulle bo alene, siger hun og fortsætter:

- Det har helt klart udviklet mig som menneske og som bordtennisspiller at se og prøve tingene selv. 

Sally Maribo Nielsen har 15 medaljer fra DM - og mange andre medaljer. Foto: Privat

Nu træner hun 15-20 timer om ugen fordelt på 10 træningspas - og hvis det ikke var for corona, så ville der også være en del turneringer i weekenderne. 

Det ville være umuligt at træne så intenst, hvis hun stadig boede i Grenaa. 

Flere gange om ugen begynder morgenen med træning inden skole, efterfulgt af både hold og individuel træning om eftermiddagen. 

Den helt store drøm

Allerede som 14-årig begyndte hun at spille i den bedste danske kvindelige bordtennisturnering for hold. 

Selvom aldersforskellen kan være stor, så vinder Sally Maribo Nielsen mange kampe der. 

En spiller har hun dog ikke slået endnu.

Sally Maribo Nielsen har, siden hun var 14 år, spillet med i den bedste danske bordtennisrække.

Mie Skov, som i 2011 deltog ved OL i London, og som senere vandt Vild Med Dans.

- Men jeg har taget et set fra hende og givet hende kamp til stregen, siger Sally Maribo Nielsen.

Ender du med at blive bedre end de bedste, vi har i dag?

- Jeg tror, jeg vil ende med det. Når man træner så meget, så vil det være ærgerligt, hvis man ikke gjorde, siger hun med et smil. 

10 gange om ugen træner hun i sin klub BTK Viby.

På kort sikkert er målet at komme til ungdomseuropamesterskabet igen næste år.

- Men jeg stræber også efter at komme til VM og EM som senior, siger hun og fortsætter:

- Ønskedrømmen er da altid at komme til OL, men der er lidt tid til, at man kan toppe den, så jeg må bare blive ved med at træne hårdt.

01:28

VIDEO: Se mere til Sally Maribo Nielsen her.

Luk video