Så er hullet lukket på kæntret skib

Et kæntret skib i Bønnerup flyder nu igen, efter det hul, der sænkede det, er blevet lukket.

Skibet Henriette Sand, der torsdag tog vand ind og sank i Bønnerup Havn, flyder nu igen.

I løbet af søndagen har man arbejdet på at hejse det 170 ton tunge skib op af vandet, og det er nu lykkedes at lukke det hul, der i første omgang sænkede skibet.

- Skibet er nu oppe at flyde igen, efter de har fået lukket hullet i lastrummet, siger havnefoged Lars Mohr Christensen til TV2 Østjylland.

Skibet, mens det blev hejst op.
Skibet, mens det blev hejst op. Foto: Lars Mohr Christensen
Det vejer i sig selv 147 ton, har en gravemaskine på 17 ton og 3 ton brændstof. Derudover er der også flere andre småting på skibet.
Det vejer i sig selv 147 ton, har en gravemaskine på 17 ton og 3 ton brændstof. Derudover er der også flere andre småting på skibet. Foto: Lars Mohr Christensen

Efter at have rejst skibet søndag arbejdede man i mange timer på at pumpe vand ud og lokalisere hullet.

Det lykkedes omkring kl. 16.45 søndag, men selvom skiber nu flyder, så holdes det stadig stabilt af den kran, der også hejste det op.

- Jeg er på vej ud på havnen her til morgen for at høre, hvad planen er. De skal undersøge, hvorfor det stadig er ustabilt, og så skal det fastslås, hvad der skal ske herfra, siger havnefoged Lars Mohr Christensen.

Besætning opdagede ingenting

Skibet, der hedder Henriette Sand, er et såkaldt uddybningsfartøj, der bruges til at grave materiale fra havbunden op og flytte det til et andet sted.

Det havde netop været på arbejde ved havnen om torsdagen, hvor det var blevet brugt til at fjerne sand og bundslam fra havneindsejlingen.

Sådan så det ud, da skibet havde taget vand ind og lagt sig på siden.
Sådan så det ud, da skibet havde taget vand ind og lagt sig på siden. Foto: Øxenholt Foto

Der havde tilsyneladende ikke været problemer undervejs, for de to besætningsmedlemmer havde efterfølgende forladt skibet.

Sidst på eftermiddagen torsdag fik Beredskab & Sikkerhed dog en anmeldelse om det synkende skib.

Da det er erklæret totalskadet, vil det, når arbejdet med at sikre det er færdigt, blive bugseret til Grenaa, fortæller havnefogeden.