Så er det jul igen - nu i farver!
Jul i gamle dage var i sort-hvid. Men nu kan du se julefester, julelys og julebutikker genoplivet i farver.
Nu' det jul igen, og nu' det jul igen, og julen er en lidt falmet, sort-hvid oplevelse med fotos fra dengang.
Det har Grenaa Egnsarkiv og TV2 ØSTJYLLAND forsøgt at rette lidt op på.
Scroll igennem billederne længere nede i artiklen og oplev julen i farver. Måske er julelys bare bedst i gråtoner, eller også er tekstilarbejdernes julefest lidt mere livlig i farver. Bedøm selv.
1: Smil nu - det er julefest
Tekstilarbejdernes julefest på Hotel Skandinavien cirka 1918. Tekstilarbejdernes Fagforening i Grenaa blev dannet i forbindelse med etableringen af Grenaa Dampvæveri i 1893. Fagforeningen holdt gennem mange år juletræsfester for medlemmerne og deres børn.
2: Skotskternet jul i gågaden
Juleudstilling med Gredana-varer fra Grenaa Dampvæveri fra perioden 1950-1955. Der findes ikke mange farvefotos af Gredana-stofferne, der i 1950’erne typisk var mønstrede – fx skotskternede – i forskellige farver. Vi kan ikke garantere for, at vi har ramt de rigtige farver, men det giver en ide om, hvordan det så ud.
3: Julen varer længe, koster mange penge
Der bliver handlet ekstra ind, når det er juletid. Også i Sønderby Graversens købmandsbutik i Lillegade var der i 1955 pyntet ekstra op til jul i håbet om en god handelssæson.
4: Dengang jeg var barn…
Det er altid bag ved bygningerne, at det virkelige liv sker. Lærer, bibliotekar og forfatter til Grenaa Bys Historie Carl Svenstrup tog mange billeder rundt omkring i byen. Han tog også billeder til julekort sammen med sin søn Hugo. Her er de bag biblioteket på Vestervej i 1922. Dengang var der sne til.
5: Jul og biler
I 1948 er det tydeligt at se, at der er begyndt at komme automobiler til købstaden. Her er det parkeringspladsen på Torvet foran kirken, hvor julelys og biler lyser op.
6: Lyskæder, så langt øjet rækker
Også ved havnen i Grenaa skal der lys til. Billedet er udateret, men det er formentlig fra 1965. Billedet vidner om et sandt leben i gademiljøet omkring havnen.
7: Udstilling – nu også med tv
Juleudstilling i Grenaahallen 1958. Læg mærke til, hvordan Djurslands Fjernsyn & Radio viser radiobranchens nyheder. På bagvæggen mellem sølvguirlander og kravlenisser hænger sæsonens nye 17 cm-vinylplader med tidens kunstnere: Harry Bellafonte, Billy Vaughn og Louis Armstrong. Billedet er taget af Guy Markus.
Vil du også se dine minder i farver? Vi har brugt to websites til at redigere billederne. Dels MyHeritage og Playback.fm.