Tilløbsstykke overlever på trods af stor usikkerhed
Landbrugsmessen Gl. Estrups tilhængere kan ånde lettet op med en ny bestyrelse på plads.
For bare få dage siden stod landbrugsmessen på Gl. Estrup uden penge, frivillige og bestyrelse, og fremtiden var ganske usikker.
Derfor var onsdag en spændende aften, da der blev afholdt ekstraordinær generalforsamling for at finde en ny bestyrelse.
Meldingen ovenpå mødet var positiv, og en ny bestyrelse med Karen Rasmussen på formandsposten er nu på plads med syv medlemmer og en suppleant. Dermed er messen reddet.
- Det er jo fantastisk. Jeg er så lettet over, at messen kommer til at fortsætte, og at gode kompetente folk er klar til at tage over, siger Anne Bjerrekær oven på mødet, der netop er slut.
Hun var som direktør for Det Grønne Museum det eneste bestyrelsesmedlem tilbage for landbrugsmessen. Derfor ligger der også en stor opgave foran den nye bestyrelse.
- Det er jo at få etableret en messe, der er bæredygtig og levedygtig, og som kan samle sig, samtidig med vi tager de gode traditioner med, som jo begejstrede over 20.000 gæster sidste år, siger hun.
På trods af rekordåret 2022, hvor flere end 20.000 betalende gæster lagde vejen forbi messen udenfor Auning, lød underskuddet på 60.000 kroner i foreningen Gl. Estrup Landbrugsmesse og dyrskue.
Sammen med mangel på frivillige fik det i december hele bestyrelsen til at trække sig og altså efterlade Anne Bjerrekær som eneste tilbageværende bestyrelsesmedlem.
Flagskib for Norddjurs
Men tonerne var anderledes positive til generalforsamlingen onsdag aften. Her er blandt andre Bettina Buhl ny i bestyrelsen.
Der ligger et stort arbejde foran os, men det er også vigtigt, det er et flagskib for Norddjurs
- Der er jo elementer, vi skal bevare, men der skal også lægges nytænkning ind i den her messe. Og der skal faktisk bruge mange kræfter også på at etablere et frivillignetværk omkring messen, for det kan ikke fungere, hvis man ikke har frivillige hænder.
- Så der ligger et stort arbejde foran os, men det er også vigtigt, for det er et flagskib for Norddjurs, lyder det fra det nyvalgte bestyrelsesmedlem
Om der bliver en messe i 2023, er endnu ikke besluttet. Det skal den nye bestyrelse tage stilling til.