Politiet skyder mod vanvidsbilist
Politiet har fredag været involveret i en vild biljagt, hvor en betjent skød mod den flygtende bil for at få den til at standse.
En 29-årig mand var fredag eftermiddag hovedperson i en dramatisk biljagt, som politiet nu søger vidner til.
Nord for Glesborg på Djursland forsøgte en patrulje klokken 13.36 at stoppe en mørkegrøn Skoda Octavia.
Føreren af bilen, en 29-årig mand, valgte dog i stedet at gasse op og køre med høj fart gennem Glesborg og sydpå.
Mens betjente jagtede ham, kørte manden ifølge politiet op på fortovet og endda mod færdselsretningen. Betjentene vurderede, at han var til fare for andre trafikanter.
Biljagten fortsatte sydpå mod Ørum, og undervejs affyrede en betjent mindst et skud mod bilen for at få den til at standse. Ingen blev dog ramt.
I Ørum lykkedes det endelig at få bilen stoppet og den 29-årige mand anholdt. Han fremstilles i grundlovsforhør lørdag.
- Det er vores vurdering, at der er tale om vanvidskørsel, og vi er nu ved at kortlægge den 29-åriges rute og kørsel. Vi hører i den forbindelse meget gerne fra borgere, som har været vidner til kørslen - særligt borgere, som har måtte undvige for at undgå at blive ramt af bilen, udtaler politikommissær Morten Bang i en pressemeddelelse.
Politiet søger vidner til biljagten.
Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.