Politiet efterlyser tatoveret par efter episode ved skole
Torsdag eftermiddag udspillede sig en episode ved Ugelbølle Friskole ved Rønde. Politiet efterlyser et par med tatoveringer i ansigtet.
Torsdag klokken 13.10 kontaktede en borger Østjyllands Politi med en anmeldelse om et mistænkeligt forhold på Ugelbølle Friskole ved Rønde.
Ifølge anmeldelsen kom en mand og kvinde kørende i en bil ved skolen, hvor de tog kontakt til børn på skolens område.
De skulle angiveligt have forsøgt at få børnene hen til bil. Kort efter kørte de igen fra stedet.
Østjyllands Politi oplyser, at de undersøger episoden. I den forbindelse vil de gerne i kontakt med manden og kvinden, der standsede ved skolen for at afklare, hvad de ville børnene.
Både mand og kvinde skulle ifølge anmeldelse have tatoveringer i ansigtet.
Østjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.
Ugelbølle Friskole oplyser til TV2 ØSTJYLLAND, at skolen har været i kontakt med Østjyllands Politi. De mener dog ikke, at der er grund til at bekymre sig for forældre og elever.