Pludselig blev ø-strisser delt med over en million
I anledning af Tour de Anholt trak en politiassistent på øen sin guitar frem – og det blev der lagt mærke til.
”Jeg er så glad for min cykel”
Sådan lød det til tonerne fra Frank Petersens guitar, da han sang og spillede på cykelruten til Tour de Anholt onsdag.
- Jeg tænkte, at jeg ville stille mig og give lidt stemning med på vejen, siger Frank Petersen, der er politiassistent ved Østjyllands Politi.
Han fortæller, at det var lidt impulsivt, men at han havde guitaren med i bilen og fornemmede, at stemningen var til det.
- Nogle stoppede også op og begyndte at synge med, men jeg ville jo ikke stoppe cykelløbet, så jeg blev ikke ved med at spille, siger Frank Petersen.
Video delt med 1,2 millioner følgere
Politiassistenten lagde også mærke til, at nogle stod og filmede ham, men det var først senere, han blev gjort opmærksom på, at videoen var blevet delt af Instagram-profilen Anders Hemmingsen.
Læs også
- Jeg kendte ikke meget til Anders Hemmingsen, men da jeg så, at han havde 1,2 millioner følgere, så må jeg indrømme, at jeg tænkte 'hold da op', siger Frank Petersen.
Han håber, at det har givet de mange, der har set det, et hyggeligt billede af, hvordan det er på Anholt.
Samtidig understreger politiassistenten også, at det ikke altid er sådan.
- Det var jo, fordi der var en anledning, siger Frank Petersen.
- Jeg spiller selv musik i min fritid, men jeg ville normalt ikke gøre det i uniform, fortsætter han.
Læs også
Politiassistent Frank Petersen fortæller, at de i forbindelse med sommeren er to betjente på Anholt, hvor der til hverdag kun er én.