Pingvinerne kommer: Nu begynder omdiskuteret udvidelse af Kattegatcentret

Fredag tog borgmesteren i Norddjurs Kommune første spadestik til en omdiskuteret udvidelse af Kattegatcentret i Grenaa.

I starten af 2022 rykker en flok pingviner til Norddjurs. Foto: Kattegatcentret

Med en bevilling på 15 millioner kroner fra Norddjurs Kommune blev det muligt for Kattegatcentret i Grenaa at udvide det store akvarium.

I 2022 flytter det første hold pingviner nemlig til kommunen, når Kattegatcentrets nye pingvinanlæg står klar.

Læs også Kattegatcentret vinder stor pris - pingviner er stadig vigtige

Og fredag tog borgmesteren således det første spadestik til udvidelsen, der har været lang tid undervejs. 

- Jeg glæder mig til at vores kommune får et fornyet Kattegatcenter, som en del af det, vi kan tilbyde både vores borgere og gæster, siger borgmester i Norddjurs Kommune, Jan Petersen, Soc.Dem., til TV2 ØSTJYLLAND.

Projektet er blevet til med støtte fra forskellige fonde foruden de 15 millioner kroner fra Norddjurs Kommune.

En investering i fremtiden

Udvidelsen kommer til at ligge på nordsiden af Kattegatcentret - og den 1500 kvadratmeter store bygning skal rumme et pingvinanlæg, et skoletjenestelaboratorium og nye faciliteter til dyrene.

Men for de vraltende, små søfugle har vejen dertil ikke været nem. 

Udvidelsen af centret har nemlig været til stor debat, fordi pengene fra kommunen kom på et tidspunkt, hvor der samtidig skulle spares flere hundrede millioner kroner – blandt andet på velfærd.

Men nu kom dagen, hvor projektet for alvor går i gang. 

Læs også Krav om mundbind vælter apoteker: - Der var kø helt ud på vejen

- Det er en utrolig vigtig dag for os. Vi har været igennem en lang planlægning, og det er en vigtig milepæl for os, at vi kan komme i gang med byggeriet, fortæller direktør ved Kattegatcentret, Helle Hegelund Knudsen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Det nye pingvinanlæg var ikke blevet til, var det ikke for kommunens bidrag. Finansieringen fra de landsdækkende fonde er nemlig betinget af den kommunale medfinansiering.

Fredag gik byggeriet i gang - man forventer at de første pingviner flytter ind i det nye anlæg i 2022. 

- Det betyder alt for os, og vi er meget taknemmelige for den opbakning, vi får fra kommunen, lyder det fra Kattegatcentrets direktør, der mener at udvidelsen vil tiltrække flere gæster.

Læs også Kan jeg få en bøde for ikke at have mundbind på?

Et synspunkt som også borgmesteren deler.

- Vi kommer til at investere i fremtiden flere steder i kommunen, og derfor har det her været ret vigtigt, selvom det skete på et besværligt tidspunkt, siger han.

Pingviner i modvind

En af de politikere, der var imod beslutningen, er Jens Meilvang, kommunalbestyrelsesmedlem fra Liberal Alliance i Norddjurs Kommune.

Læs også Politikere overvejer at bruge penge på pingviner midt i økonomisk krise

- Man har fyret over 50 i hjemmeplejen. Det spiller ikke med kernevelfærden i kommunen, som er det, en kommune er til for, fortalte Jens Meilvang (LA) til TV2 ØSTJYLLAND i februar 2019. 

Men borgmesteren mener stadig, at det var den rigtige beslutning at støtte Kattegatcentret.

Borgmesteren i Norddjurs Kommune tog fredag det første spadestik til det omdiskuterede pingvinanlæg. 

- Jeg anerkender fuldstændig, at når man træffer sådan nogle beslutninger, som vi gjorde for to år siden, så er det klart, at det giver reaktioner. Også reaktioner som jeg både kan forstå og også deler, for det er jo vigtigt, at vi fokuserer på borgernes egen velfærd.

- Men vi er samtidig nødt til at have nogle trædesten til fremtiden, for vi er en kommune, der ønsker udvikling – og der kommer udvikling, siger borgmester Jan Petersen.