Østjysk bosted blender og genskaber mad: Nu vinder de en pris
Bostedet Tangkær i Norddjurs blender og genskaber beboernes mad. Og nu har bostedet vundet en pris for det
Et blendet stjerneskud, gelé-rugbrød og blendet jordbær med fløde. Maden er klassisk dansk, men det er nu ikke sådan, at de fleste plejer at spise de klassiske retter.
Læs også
Men det gør beboerne på bostedet Tangkær i Ørsted, hvilket i dag skaffede dem Magasinet Plejes Køkkenpris 2018.
- Der findes så mange dygtige kræfter på Tangkær. De skilte sig ud. De gik skridtet videre, og de har en ekspertise, som andre køkkener kan drage erfaringer af, siger Anne Ristorp Kraufeldt, der er chefredaktør på Magasinet Pleje.
Bostedet blender ikke blot maden. De genskaber den i sin oprindelige form, så det stadig ligner og smager af det, det er.
De vandt i kategorien "Mad til småtspisende", og prisen blev i dag uddelt på fødevaremessen Foodexpo i Herning.
Læs også
Trylleri med blendet mad
Tangkær er en del af Specialområdet Socialpsykiatri Voksne, og mange af deres beboere lider af den sjældne Huntingtons Sygdom. Sygdommen svækker gradvis hjernen og musklerne, og derfor vil de sygdomsramte få problemer med at spise og drikke.
Men i stedet for blot at blende maden, så genskaber bostedet det, så retterne får deres oprindelige udseende og duft.
- Beboerne ender med at få synkebesvær på grund af sygdommen. De taber sig i vægt og mister mange funktioner, og derfor er det vigtigt, at de får den rigtige mad, siger Susanne Bakmann, der er faglig leder i køkkenet på Tangkær.
Det er et eksempel som stjerneskuddet på ovenstående billede, hvor køkkenet blender maden for derefter at genskabe den i sin oprindelige form - blot med en ny konsistens, som gør det nemmere for beboerne at spise.
- På grund af synkebesværet bliver mange af beboerne bange for at spise, fordi de får maden galt i halsen. Og jo bedre vi bliver til at lave konsistensen, jo mindre er risikoen for, at de får det galt i halsen, og jo mindre er risikoen for, at de bliver bange, siger Susanne Bakmann.
Hun understreger, at alle beboerne får den samme mad, så duft og syn stemmer overens. Det er derimod konsistensen, der ændres på, sammen med tilsmagningen, da mange sygdomsramte også mister evnen til at smage.
Gelérugbrød fik tårerne til at trille
For Susanne Bakmann og holdet bag er i dag da også en glædens dag.
- Vi er rigtig stolte. Det er dejligt at blive anerkendt for det, vi gør, siger hun.
Læs også
Hun fortæller også, at de imødekommer de enkeltes behov, og at reaktionerne på deres måde at lave maden på er gode.
- Vi får gode reaktioner, og beboerne er meget glade for maden. Dengang vi lavede gelérugbrød og serverede det for en af beboerne, så fik han næsten tårer i øjnene, fordi han var så glad for, at han igen kunne smage rugbrød, siger Susanne Bakmann.
Bostedet har arbejdet med maden på den her måde i en længere årrække, og det vil de fortsat blive ved med at gøre i fremtiden, oplyser Susanne Bakmann.
Udover æren af prisen, fulgte også en uges forbrug af proteindrikken af Arla Protino til cirka 100 beboere. Samlet set har præmien en værdi af omkring 20.000 kroner.