Opbremsning førte til uheld

To biler stødte torsdag sammen på Djursland

Foto: Google Maps

Et øjebliks uopmærksomhed kunne torsdag eftermiddag have endt galt på Djursland.

Ifølge Østjyllands Politi kørte to biler sammen på Århus Landevej mellem Tirstrup i syd og Trustrup i nord.

Uheldet opstod, da en bil svingede til venstre for at komme ind på sidevejen Hallendrupvej.

Efter denne bil kom en 30-årig mandlig bilist kørende, som bremsede op for den drejende bil. Dette havde en 31-årig kvinde formentlig ikke opfanget.

Kvinden kørte bag den 30-årige mand og nåede ifølge vidneforklaringer ikke at bremse i tide. Hun fortsatte derfor i sin bil direkte ind i den 30-åriges bil:

- Hun ramte med sin bils højre front den 30-årige's bils venstre bageste hjørne, oplyser Østjyllands Politi.

Hvor stor hastighed den 30-årige mand blev påkørt, er uvist. I hvert fald kom kvinden til skade ved uheldet og måtte efterfølgende en tur på skadestuen til undersøgelse.

Uheldet skete omkring klokken 15.13 torsdag eftermiddag.