Nu er der foder til egern – skal kæmpe mod plageånd
Nu bliver egern i Norddjurs fodret ved deres små huse. Kommunen nurser om dem for at få dem til at bekæmpe råger.
Sidste år satte Norddjurs Kommune gang i et projekt, hvor man ved at gøre livet lettere for egern skulle komme af nogle af de store og irriterende rågekolonier.
Dengang var første skridt at sætte egernhuse op, og nu tager man så skridtet videre.
Nu bliver de også fodret.
- Først satte vi egernkasser op for at give dem et sted at bo, og her i årets første måneder har den populære gnaver også fået sine egne foderbrætter op, skriver Norddjurs Kommune på Facebook.
Lever af æg og unger
Egern er en naturlig fjende til råger, og i Norddjurs Kommune vil man så forsøge at tilbyde egern logi lige midt i kommunens rågekolonier.
- Det er vores tanke at opsætte egernkasser de steder ved rågekolonierne, hvor der er naturligt fødegrundlag til egern og så nurse dem med kasser. Vores håb er, at vi kan få naturens egen hjælp til regulering, forklarede Pia Heidemann, driftsplanlægger i Norddjurs Kommune, sidste år til TV2 Østjylland.
Egern lever blandt andet af rågernes æg og unger, og på den måde er det håbet, at man kan holde bestanden nede.
- Vi håber, at vi med en forholdsvis lille investering kan få en hær af egern, som vil arbejde for os 16 timer i døgnet, fremfor at der kommer nogle jægere, som i en begrænset periode kan skyde ungerne væk, fortalte Mads Madsen, 'altmuligmand' i Norddjurs Kommune, i samme ombæring.
Fredet fugl
Rågerne er fredet i Danmark, men loven tillader regulering af bestanden i kolonierne i ynglesæsonen.
Normalt reguleres rågerne, ved at man skyder ungerne, når de forlader reden eller man fjerner rederne ved at man klatrer op og piller dem ned. Disse metoder er dog tidskrævende og dyre.
Rågen er både skadedyr og nyttedyr. Dens markante skrig og urolige adfærd er ofte til gene for dem, der bor i nærheden. I foråret kan den desuden gøre stor skade på nytilsåede marker.
Omvendt tager den en masse insekter og andet kryb på markerne, som den bruger til at fodre unger med - og på den måde er den også et nyttedyr.
Kilde: Norddjurs Kommune
Vil gerne have billeder
Norddjurs Kommune er nysgerrige efter, om de djurske egern har fået færten af hjemmene og maden.
- Så hvis du spotter et egen omkring nedenstående steder, så tag endelig et foto og del billedet det med os, skriver kommunen på Facebook.
Her er egern-kasserne
Spejderskoven i Auning
Hundeskoven i Auning
Byparken i Auning
Anlægget i Grenaa