Nordisk Tang får kæmpeordre: Det er virkelig vildt
Nordisk Tang skal levere pallevis af produkter til en tysk virksomhed
Det tyske firma Remis Algen har investeret stort i den lokale østjyske virksomhed Nordisk Tang fra Grenaa.
Så stort, at det er helt nye tider, den lille forretning går imod.
- Det er fast arbejde til 3-4 mennesker. Det er en stor ordre, og det er virkelig vildt, siger Heine Max Olesen, der er en af folkene bag Nordisk Tang, til tv2oj.dk.
- Vi starter med at sende ti paller afsted, og det er bare til en butik, og de har 100 butikker, siger Heine Max Olesen.
Han understreger, at det virkelig er noget, der kommer til at ændre fremtiden for Nordisk tang.
- Nu er det ikke længere styks, men paller, der skal sendes afsted. Det er virkelig et gennembrud, og jeg er helt vildt glad, siger Heine Max Olesen, der endnu ikke kan udtale sig om, hvor meget aftalen løber op i.
Til gengæld er det vigtigt, at succesen bruges til at skabe grobund for nye succeser.
- Vi har følere ude i andre europæiske lande, hvor vi er ved at få færdiggjort vores salgsmateriale. Vi skal have snuden i sporet for ikke at brænde broerne, siger han.
Det betyder samtidig, at arbejdsgangen skal professionaliseres en anelse.
- Baglokalet i fiskebutikken er ved at blive globalt. Det er sjovt, for nu skal man ud og have fat i nogle med kendskab til en større produktion til at have overblikket, det kan mig og min mor ikke klare længere, siger Heine Max Olesen.
Det er produkter som tangpesto, sennep, salt og snaps, der er kommet ordrer på.