Mystisk frieri afsløret af satellitbilleder

En ukendt person har med kæmpestore bogstaver friet til sin kæreste på en temmelig original måde. Nu melder spørgsmålet sig: Hvem står bag?

For de fleste er det i sig selv temmelig grænseoverskridende at sætte sig på knæ foran sit livs store kærlighed, tage en forlovelsesring frem og derefter spørge, om han eller hun vil giftes.

Og så er der andre, der tager frieriet til helt nye højder. Bogstaveligt talt.

På en mark midt på Djursland har en person med kæmpestore bogstaver skrevet 'Hej skat. Vil du gifte dig med mig?' Teksten var omgivet af et stort hjerte.

Den mærkværdige måde at fri til sin kæreste på, blev opdaget af Ernst Poulsen, der løbende studerer kort af mange forskellige slags.

Han besøgte onsdag aften websitet Open Street Map, hvor han kiggede på et kort over et landbrugsområde midt på Djursland. Pludselig faldt han over beskeden, som var skrevet i græsset eller kornet på marken.

- Jeg har tidligere set, at der er nogen, der har gjort sig umage med at tegne mønstre i markerne. Den slags er utrolig flot fra luften. Men jeg må indrømme, at jeg aldrig har set nogen, der friede på den måde, fortæller Ernst Poulsen med et grin, da TV2 ØSTJYLLAND fanger ham på telefonen.

quote Jeg må indrømme, at jeg aldrig har set nogen, der friede på den måde.

Ernst Poulsen

Ernst Poulsen vurderer, at bogstaverne hver især er omkring 10 meter høje. Den uventede opdagelse gjorde ham med det samme nysgerrig:

- Hvem har skrevet beskeden? Er den skrevet for sjov, eller er det rent faktisk et forsøg på at få sin udkårne til at sige ja til at blive gift? Og i så fald: Sagde hun ja?

- Og derudover er der jo det rent praktiske: Hvordan er det foregået? Den slags er jo vanskeligt at se fra jorden, så måske har frieren inviteret sin kæreste med på en flyvetur?

Hvis man zoomer lidt ud på Open Street Map, er det endnu sværere at se beskeden på marken. Men den kan skimtes midt i billedet.
Hvis man zoomer lidt ud på Open Street Map, er det endnu sværere at se beskeden på marken. Men den kan skimtes midt i billedet. Foto: Open Street Map (Styrelsen for Dataforsyning og effektivisering - Kortforsyningen)

Formentlig mindre end et år gammelt

Ernst Poulsen arbejder til daglig som freelancejournalist med speciale indenfor teknologi. Hans interesse for kort bunder blandt andet i, at han er orienteringsløber.

Han anvender og bidrager ofte til websitet Open Street Map, der er et slags Wikipedia for kort. 

Marken, hvor bogstaverne er skrevet, ligger i nærheden af Limevej på det vestlige Djursland – cirka 15 kilometer fra Randers. Luftfotoet er formentlig taget i perioden mellem marts 2020 og april 2021.

Ernst Poulsens formodning er, at budskabet på marken er skrevet i det tidlige forår 2021 – altså for mindre end et år siden.

TV2 ØSTJYLLAND har fredag fundet manden, som står bag frieriet på marken på Djursland. Læs historien her