Museum får millioner
Museum Østjylland modtager fire millioner kroner
Hænderne er helt oppe over hovedet hos ledelse og medarbejdere på Museum Østjylland, efter at der netop er landet fire millioner kroner i museets postkasse.
- Det er vi rigtig glade for. Vi er omgivet af store museer især i Aarhus, men i vores størrelsesorden er fire millioner rigtig mange penge, siger museumschef Jørgen Smidt-Jensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
De mange penge kommer fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og skal bruges til at lave helt nye basisudstillinger på Museum Østjyllands afdeling i Grenaa.
Udstillingerne har arbejdstitlen "Havet, kalken og den lette jord" og vil tage udgangspunkt i samspillet mellem mennesket og Djurslands særlige natur- og naturressourcer gennem de sidste 10.000 år.
- Vi vil gerne have de mest handicapvenlige udstillinger i Danmark. Derfor satser vi på, at udstillingerne skal være så sanselige som muligt, sådan så én, der mangler en af sanserne, så kan bruge de andre og stadig få noget ud af det, forklarer Jørgen Schmidt-Jensen.
Det samlede udstillingsprojekt er budgetteret til 13 millioner kr., hvoraf ca. halvdelen forventes finansieret af fonde, mens den resterende del af midlerne forventes at komme fra Aarhus 2017 Norddjurs Kommune og Museum Østjyllands egen kasse.
De nye basisudstillinger på museet i Grenaa forventes at stå klar i efteråret 2016.