Masser af fejl i færgeprojekt
Udbyhøj-færge er spækket med fejl. Borgmester indrømmer at have mistet det økonomiske overblik.
Det skulle have været så godt. Men det har nærmest udviklet sig til et mareridt af fejl.
Sådan kan man beskrive Udbyhøj-projektet i Randers, hvor færgen er kommet ud på dybt vand.
Det skriver Randers Amtsavis og DR Østjylland.
Strømmen i fjorden blev ikke målt. Havneanlæg blev placeret det forkerte sted, og færgens rute over fjorden er ikke den optimale.
Driftsleder Svend Svendsen skriver i et notat, at der helt fra projekteringsfasen er foretaget nogle fejlskøn på baggrund af mangelfulde data omkring strøm og vind.
På havnen står et automatisk betalings- og billetteringsanlæg, der aldrig har virket. Derfor er der stadig brug for to mand til at drive færgesejladsen, selv om hele forudsætningen var, at færgen skulle være enmandsbetjent.
De to rederikommuner Randers og Norddjurs skal tage stilling til ekstrabevillinger på syv millioner kroner for at løse nogle af problemerne, og borgmester Torben Jensen fra Norddjurs har ifølge avisen meldt ud, at han har mistet det økonomiske overblik over anlægget.