Det gik hårdt for sig, da en 38-årig mand sent mandag aften fik besøg hjemme i Ørsted.
Gæsterne var to mænd på henholdsvis 47 og 26 år, og de var tydeligvis ikke kommet for at diskutere verdenssituationen over en kop kaffe og et stykke roulade.
Den 38-mand sad i sin bil med nedrullede sideruder, da gæsterne ankom klokken 22.56.
Den 26-årige sparkede den 38-årige gennem det åbne vindue, hvorefter den 47-årige slog manden i baghovedet med et baseballbat.
Da mændene kendte hinanden i forvejen, var det ret enkelt for politiet at anholde de to gerningsmænd. Det skete kort før midnat.
En sko, som tilhører den 26-årige sparkende mand, blev fundet på gerningsstedet. Baseballbattet blev fundet, da politiet ransagede gerningsmændenes bopæl.