Lilleskole mister statsstøtte: Kim ved ikke hvor hans børn skal gå i skole efter nytår
Kim Skjødt-Kurells børn ved ikke hvor de skal i skole efter nytår. Det skyldes, at Djursland Lilleskole står til at miste statsstøtten og gå konkurs på et ifølge dem selv uretfærdigt grundlag.
På en dag, hvor corona-optimismen er i top efter udmeldingerne om, at vaccinationen af de første danskere allerede sker den 27. december, trækker covid-19-pandemien stadig grimme konsekvenser efter sig.
Og de konsekvenser mærker Kim Skjødt-Kurell og hans børn netop nu. For når børnene skal møde i skole igen i det nye år, er det slet ikke sikkert, at der er en skole at møde ind på.
- Det er en træls og uholdbar situation. Mine børn blev kede af det, da de fik beskeden, for de ved jo ikke, hvad de skal. De har jo nogle kammerater, som de ikke ved, om de skal gå i skole med næste år, og de ved ikke, hvad de eventuelt skal ud til på en anden skole, siger Kim Skjødt-Kurell til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Det hele skyldes, at Djursland Lilleskole, hvor Kim Skjødt-Kurells børn går, står til at miste deres statsstøtte fra begyndelsen af det nye år,. Støtten ryger, fordi skolen ikke lever op til elevantalskravet for netop statsstøtte.
Og uden statsstøtten er der ifølge skolebestyrelsesmedlem og forælder til et barn på Djursland Lilleskole Kasper Vindbjerg slet ingen tvivl om, hvad der sker med skolen.
- Det betyder kort sagt konkurs for skolen, hvis vi ikke kan få statsstøtte, og så skal børnene og deres forældre nærmest hen over juleferien finde en ny skole, siger Kasper Vindbjerg til TV2 ØSTJYLLAND.
Indmeldelser udeblev under nedlukningen
For at modtage statsstøtte til at drive en fri grundskole, som Djursland Friskole er, skal skolen ifølge Friskoleloven have et minimum af elever - det såkaldte elevtalskrav.
Skolen, der blev stiftet i 2009 under navnet Skolen.com, har ikke haft problemer med at overholde elevtalskravet indtil i år, hvor der ingen indmeldelser har været i foråret og hen over sommeren, der ellers plejer at være højtid for indmeldelser.
- Hen over foråret, hvor vi plejer at skulle indskrive nye elever, var alle landets skoler lukket. I den periode i år fik vi ikke en eneste henvendelse, og det er aldrig nogensinde sket før. Som vi fortolker det, så betyder det, at folk på grund af nedlukningen ikke tænkte på at skulle skifte skole, siger skoleleder på Djursland Lilleskole, Kristina Holt, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Man kunne være fristet til at tro, at det bare skyldes manglende opbakningen til skolen og vi har derfor spurgt skolelederen, om der ikke bare ganske enkelt er for få elever til at til at kunne berettige statsstøtte, men den forklaring køber hun ikke.
- Havde der ikke været en coronasituation, så havde jeg svaret blankt ja, men på grund af COVID-19 er svaret nej, siger Kristina Holt.
- Som fri grundskole lever vi både af elever, der vælger at gå her allerede fra 0. klasse, men altså også i høj grad af elever, der vælger at skulle skifte skole senere i deres skoleforløb. Og det tror jeg ikke der har været så meget af under coronapandemien.
Efterskoler får dispensation – men ikke lilleskolen
Det er ikke kun Djursland Lilleskole, der har oplevet dalende elevtal på grund af COVID-19. Også flere efterskoler har haft svært ved at leve op til kravene, og derfor er der indført dispensation for dem.
Det fik Djursland Lilleskole til også at søge dispensation for elevtalskravet i slutningen af september måned. En ansøgning de endnu ikke havde fået svar på midt i december.
16. december bare to dage inden eleverne sendes på juleferie modtager skolen så afgørelsen – de kan ikke få dispensation som efterskolerne. Et svar Kim Skjødt-Kurell ikke kan forstå.
Læs også
- Jeg synes måden det er sket på her hen over coronanedlukningen i foråret, hvor det ikke var muligt at tage elever ind. Der er jo ingen mennesker ved sine fulde fem, der har lyst til at flytte sine børn til en skole, der måske kun underviser digitalt, så derfor er der ikke kommet nogen nye elever, siger han.
Sagen er endnu ikke endeligt afgjort, da der skal tages stilling til et partssvar. Den endelige afgørelse falder derfor den 7. januar 2021, hvilket ifølge skolelederen på Djursland Lilleskole er for sent.
- Det er jo grotesk, at vi ikke ved, om vi har økonomi til fortsat at drive skolen efter nytår, og alligevel har vi et varsel med et partssvar, der ligger på den anden side af den dato, siger Kristina Holt.