Langvarig debat om omstridt skulptur afgjort: Den skal blive
Tirsdag aften blev det af kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune vedtaget, at Brandes-skulpturen på Torvet i Grenaa skal genopstilles
Opdateret klokken 19.38: Til kommunalbestyrelsesmødet tirsdag aften blev det besluttet, at skulpturen skal genopstilles i Grenaa. Den får derfor lov at blive.
Skal Peter Brandes’ bronzeskulptur 'Ofrende' tilbage på Torvet i Grenaa?
Det er et spørgsmål, som har skabt stor debat i byen. Men i aften bliver der taget endelig stilling til sagen.
Læs også
- Nogle har store følelser for Brandes og hans kunst, mens andre kigger på kunstværket og kan slet ikke lide det. I dag bliver det så afgjort i kommunalbestyrelsen, hvorvidt den skal tilbage eller ikke, siger Lars Østergaard (V), der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Norddjurs Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.
En stor beslutning
Meningen var ellers, at beslutningen skulle have været taget i Kultur- og Fritidsudvalget i denne uge. Men da debatten er blevet så stor, så har udvalget med Lars Østergaard (V) i spidsen valg at sende beslutningen videre til Kommunalbestyrelsen, som tirsdag tager stilling til sagen.
Hos udvalgsformanden selv er meldingen dog klar.
- Min indstilling til gruppemødet i Venstre vil være, at den skal tilbage på pladsen. Jeg tror, det er det bedste for byen, fordi det handler jo også om ophavsret. Det vil sige, at hvis der bliver flertal for, at den ikke skal stilles op, så kan vi løbe ind i nogle økonomiske problemer, siger Lars Østergaard (V).
Kan blive dyrt, hvis skulpturen fjernes
På nuværende tidspunkt er skulpturen ikke at se på torvet i Grenaa, da den midlertidigt er sat i depot på grund af omlægning i Grenaa bymidte.
Aftalen med Peter Brandes - og de regler, der glæder for ophavsret - lyder dog på, at den nye placering fortsat skal være i tilknytning til torvet og kirken. Derfor bliver det et problem i forhold til ophavsretten, hvis skulpturen ikke kommer op igen.
- Personligt er det nok ikke en, som jeg vil stille op i min egen have, men når man kender historien, så bliver den flottere. Derfor har vi også talt om, at man måske skulle lave en lille tavle, hvor det står, hvad det er, historien egentlig er, så folk også forstår den, lyder løsningen fra Lars Østergaard (V).
Skaber rædsel og dårlig karma i byen
Kritikken har nemlig blandt andet været, at skulpturen spreder rædsel og dårlig karma for byen.
- Den udformning, som skulpturen har, er meget negativ. Der er ikke meget potens over den. Man kan sige, at den er grim, det er der i hvert fald mange, der synes, men den gør mere end det. Det, at placere en så negativ udseende skulptur lige midt i Grenaa Centrum, er dårlig energi for byen, sagde Gert Karlson, der er alternativ behandler i Grenaa, til TV2 ØSTJYLLAND for nogle år tilbage, da debatten allerede var i gang.
Men ifølge Lars Østergaard (V) er det også en del af meningen med kunsten.
Læs også
- Kunstbetragtet kan man sige, at den laver provokation, at man får en debat i gang. Så det er jo sådan set udmærket, fremhæver han.