Landsbyer kæmper mod fartsyndere – tager alternativ metode i brug

Tre landsbyer på Djursland har stillet trehjulede cykler, traktorer og gokarts op langs vejene for at gøre bilister opmærksomme på, at der bor børn i området.

Borgere i landsbyer ved Ørsted på Djursland har sat legetøj på vejene for at passe på børnene.

Hvad gør man, hvis man gang på gang oplever, at bilister blæser på færdselsloven, og politiet ikke er til at råbe op?

På Djursland har en gruppe beboere selv taget affære, og det har de gjort på en lidt atypisk måde. Nemlig ved brug af børnelegetøj.

Læs også Årgang sendt hjem efter smittetilfælde - en halv time før havde skole god nyhed

Hvor der er børnelegetøj, er der nemlig ofte børn, og hvor der er børn, skal man være ekstra opmærksom som bilist. Det er lige præcis den tanke, Henny Pedersen og hendes mand Benny Pedersen håber at fremkalde i de forbipasserende bilister.

02:12

VIDEO: Flere borgere på Djursland vil sende et helt bestemt budskab til bilisterne.

Luk video

Farten på den gennemgående vej, Voer Færgevej, i landsbyen Hevring på Djursland er efterhånden blevet skruet gevaldigt i vejret, så nu har Henny og Benny Pedersen givet familiens gamle legesager en helt ny, fartsænkende funktion.

- Det er for at sige til bilisterne, at her i Hevring kører I altså rigtig stærkt igennem, og der er altså rigtig mange børn her, så vi håber, at de letter foden fra speederen, når de ser, at der står et stykke børnelegetøj, siger Benny Pedersen til TV2 ØSTJYLLAND.

Ægteparret, der er pensioneret, har ikke selv små børn boende, men det er der mange andre i området, der har, og netop derfor har de valgt at sætte legetøj på vejene.

De 10 mest brugte forklaringer på at køre lidt for stærkt:

1. Jeg følger trafikken
2. Vejen indbyder til at køre hurtigere end hastighedsgrænsen
3. Der er ikke andre trafikanter
4. Jeg glemmer at holde øje med min fart
5. Jeg mærker ikke, at jeg kører for stærkt
6. Jeg har travlt
7. Jeg er en erfaren bilist
8. Jeg kender vejen godt, og der sker sjældent noget
9. Jeg er i godt eller dårligt humør
10. Det føles godt at køre stærkt

 

Kilde: Epinion for Rådet for Sikker Trafik, august 2019, 998 adspurgte personer, der kører for stærkt på landevejene.

Vil have landbetjenten tilbage

Det er ikke kun i landsbyen Hevring på Voer Færgevej, hvor borgerne oplever, at bilisterne kører for stærkt.

Det gør de også i de to nærliggende landsbyer Tørslev og Store Sjørup. Derfor har de også sat børnelegetøj op langs vejen.

Læs også Hver uge krydser folk jernbaneoverkørsler med livet som indsats

Beboerne har ellers forsøgt at råbe kommunen op, og de har også haft besøg af politiet og en fotovogn.

- Fotovognen vendte den forkerte vej, så den blitzede slet ikke nogen, der kørte for stærkt. Vi vil rigtig gerne have landbetjenten tilbage. Han kørte rundt og holdt øje, og den gang kørte bilisterne slet ikke så stærkt her, siger Benny Pedersen.

Ifølge Benny Pedersen kører nogle bilister op til 100 kilometer i timen, når de kører igennem landsbyen.

Henny Pedersen og Benny Pedersen har, sammen med en masse andre borgere i landbyer ved Ørsted på Djursland, sat børnelegetøj op langs trafikerede veje.

Kan have en effekt

Rådet for Sikker Trafik får jævnligt henvendelser fra borgere i mindre landsbyer, som oplever, at bilister kører alt for hurtigt igennem byerne.

Det fortæller Michelle Laviolette, der er seniorprojektleder og også står for organisationens kampagner.

- Det er svært at sige, om borgernes initiativ vil have nogen effekt, men vi ved fra vores egne fartkampagner, som indeholder et skilt med en lille tekst, at de kan have stor effekt. Nogle gange skal der faktisk ikke så meget mere til end en lille venlig påmindelse til bilisten, siger Michelle Laviolette til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Forældre er frustrerede: Har ventet i over 35 år på ny vej

Rådet for Sikker Trafik kører i øjeblikket en landsdækkende kampagne, som skal få bilister til at sænke farten. Udover kampagner og politiets tilstedeværelse med fotovogne kræver det dog også en adfærdsændring hos bilisterne, lyder det.

- Det handler også om at ændre en holdning og en adfærd. Lige præcis med fart kan det godt være rigtig svært at forstå, at selv en lille fartoverskridelse kan have en kæmpestor og afgørende betydning for, om du ender i en ulykke, og hvor alvorlig ulykken bliver, siger Michelle Laviolette til TV2 ØSTJYLLAND, og fortsætter:

- Det kan være svært at forstå, fordi man sidder i en moderne bil, kører derudaf, og har følelsen af, at man har styr på det, siger hun.

Fartoverskridelse på landsplan

Så mange kører meget ofte, ofte eller en gang imellem 90 km/t eller mere, når hastighedsgrænsen er 80 km/t.:
​​​​​

• Østjyllands Politikreds: 53 %

• Fyns Politikreds: 56 %
• København Politikreds: 45 %
• Københavns Vestegns Politikreds: 53 %
• Midt- & Vestjyllands Politikreds: 72 %
• Midt- og Vestsjællands Politikreds: 49 %
• Syd- & Sønderjyllands Politikreds: 62 %
• Sydsjællands og Lolland-Falsters Politikreds: 47 %
• Sydøstjyllands Politikreds: 61 %
• Nordjyllands Politikreds: 63 %
• Nordsjællands Politikreds: 45 %
• Gennemsnit: 56 %

 

Kilde: Plan Gruppen - tidligere Promonitor - for Rådet for Sikker Trafik, 1. halvår 2019, 2.354 adspurgte personer