Længe ventet tunnel indvies i Grenaa
Fra fredag 23. oktober forbinder ny tunnel bydelene i Grenaa
En ny gangtunnel, der går under jernbanen ved Søndergade i Grenaa, skal være med til at skabe en bedre sammenhæng mellem byens dele.
- Grenaa har altid været udfordret af, at både Grenåbanen og jernbanen går tværs gennem byen. Tunnelen blev oprindelig planlagt i forbindelse med, at boligbyggeriet af Åbyen blev til i midten af 00'erne. Men det er først nu forbindelse med områdefornyelsen i Grenaa, at vi har haft mulighed for at gøre den færdig, Else Søjmark (S), der er formand for Kultur- og udviklingsudvalget i Norddjurs Kommune, i en pressemeddelelse.
Mere handel på Torvet i Grenaa
Områdefornyelsen skal styrke Grenaa som en levende og attraktiv by. Den kommende tid vil der blandt andet også ske forandringer på Torvet og på pladsen foran Rådhuset. Områdefornyelsen foregår frem til 2019.
I planlægningen af tunnelen er der tænkt meget på belysning og tilgængelighed, så også gangbesværede, kørestolsbrugere og barnevogne kan bruge den uden problemer.
Tunnellen indvies officielt fredag 23. oktober klokken 16, hvor der vil blive serveret kagemand, kaffe og sodavand.