Kvinde død i ulykke - blev formentlig 'skubbet' ind i sammenstød
37-årig kvinde og 28-årig mand var også involveret i dødsulykke
En 61-årig kvinde har mistet livet i en færdselsulykke ved Ørum Djurs.
Det oplyser Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Sammenstødet er sandsynligvis sket i forbindelse med, at den 61-årige blev påkørt bagfra.
- Det tyder foreløbigt på at, hun blev påkørt bagfra og den i forbindelse ryger over i den modsatte kørebane, hvor hun kører frontalt ind i en anden bil, siger kommunikationsrådgiver Jeanette Løv Rasmussen.
Ulykken skete omkring klokken 17 mandag, og politiet har fået flere vidneudsagn om ulykken.
- Vidner på stedet kunne fortælle, at de så ulykken ske, og at de ringede 112, mens nogle andre de løb hen og ydede førstehjælp på hende, siger Jeanette Løv Rasmussen.
37-årig kvinde og 28-årig mand
En 37-årig kvinde og en 28-årig var også involveret i ulykken. Østjyllands Politi vil på nuværende tidspunkt ikke oplyse, hvem af dem der sandsynligvis påkørte kvindens bil bagfra.
- Det kan vi ikke sige noget om, det skal bilinspektøren afgøre.
Østjyllands Politi kan ikke oplyse, om den 37-årige kvinde eller den 28-årige mand kom til skade ved ulykken.
Ulykken skete i krydset Hovedvejen/Laenvej ved Ørum Djurs.
Bilinspektøren skal nu undersøge de nærmere omstændigheder omkring dødsulykken.
De pårørende er underrettet.