Kriminalteknikere efterforsker 5000 år gamle kultiske hændelser
Kriminalteknikere og arkæologer er kravlet ned i et hul på en mark på Djursland i håbet om kunne lære af hinanden.
Hvad kan man finde ud af ved at lyse på en jordside? Ganske meget.
Det er i hvert fald det, arkæologer fra Moesgaard Museum er ved at finde ud af i samarbejdsprojekt med politiets kriminalteknikere.
Der findes nemlig særligt lys, der kan få genstande til at lyse op og på den måde afsløre, hvor de ligger. Og den teknologi er kriminalteknikerne eksperter i.
- Vi prøver at teste nogle metoder af, hvor vi forhåbentlig kan visualisere nogle ting, der kan være svære at se med det blotte øje, siger museumsinspektør på Moesgaard Museum Lars Krants.
Læs også
I Ginnerup, hvor TV2 ØSTJYLLAND får lov til at være med ved en udgravning, er det især flere tusinde år gamle østersskaller, der dukker op, når det særlige lys tændes. Der har været kultisk aktivitet i området vest for Grenaa, og det er det, der nu lettere kan afsløres.
Det er dog først, når et kraftigt plastiklag dækker hullet og blokerer for dagslyset, at fundene lyser op.
Det er både ultraviolet og infrarødt lys og forskellige farver, der bruges til at afsløre genstandene i jorden.
- I den her udgravning er der tegn på, at nogen for rigtig mange år siden har lagt en masse strandskaller. Det er ikke, fordi de (arkæologerne, red.) ikke kan se dem nu, men måske kan vi se mindre stykker, som de ikke lige har været opmærksomme på, siger Jan Madsen, kriminaltekniker på Nationalt Kriminalteknisk Center.
Arkæologernes håb er, at de kan opdage endnu mere ved udgravninger, end de kan med deres eget syn, og på den måde blive klogere på datiden.