Kommune køber jord af Ree
Norddjurs Kommune og Karsten Ree har lavet en aftale om tilbagekøb af erhvervsjord
Norddjurs Kommune køber erhvervsjord tilbage fra rigmanden Karsten Ree, der blandt andet ejer Ree Park - Ebeltoft Safari på Djursland.
Tilbage i 2007 købte Karsten Ree 36 hektar erhvervsjord af Norddjurs Kommune, og nu har kommunen så købt 3,5 hektar tilbage.
De 3,5 hektar er placeret ved erhvervsområdet ved Grenaa Havn.
Borgmester i Norddjurs Kommune, Jan Petersen (S), glæder sig over købet. Han mener, at det kan være med til at realisere byggeriet af et biogasanlæg.
- Jeg er glad for, at vi har kunnet aftale med Karsten Ree at købe en del af Norddjurs Kommunes tidligere jord tilbage. Det giver os blandt andet mulighed for at bidrage til, at forslaget om et biogasanlæg nord for Grenaa kan realiseres, og at udvidelsesmuligheder for en større virksomhed kan gennemføres, siger Jan Petersen i en pressemeddelelse.
Aftalen mellem Karsten Ree og Norddjurs Kommune betyder også - udover tilbagekøbet af de 3,5 hektar jord - at byggepligten på det resterende, som Karsten Ree ejer, ophæves.