De danske tropper marcherede langs vandet. Soldaternes støvler ramte skiftevis sandet, og det bløde underlag gjorde hvert skridt tungt. Omkring dem lød bragene fra kanoner og geværer, og i horisonten stod fjenden klar. Øen, der havde været på fremmede hænder de seneste to år, skulle tilbageerobres. Det var planen, men sådan gik det ikke. De danske soldater led et slemt nederlag til de engelske tropper, og Anholt forblev på fjendens hænder.
Slaget om Anholt i 1811 er blot en af mange spændende historier i fortællingen om kattegatøen Anholt. En fortælling, som historiker Casper Clemmensen og en gruppe metaldetektorførere besluttede sig for at dykke ned i.
- Lige siden jeg har været lille, har jeg hørt om de mystiske sagn og den ældste historie, der findes herude på Anholt, siger Casper Clemmensen.