Jubel på Djursland: Rekord-optag på ungdomsuddannelser
Ungdomsuddannelserne på Djursland buldrer fremad
Selvom ungdomsårgangene bliver mindre og konkurrencen er skærpet, jubler de hos Viden Djurs, der er en samling af ungdomsuddannelser på Djursland. Optaget har nemlig slået alle rekorder.
- Det er superfedt. Det er jeg utrolig stolt over, siger Ole Svit, der er direktør i Viden Djurs.
På HHX i Rønde går det særlig godt. Normalt regner uddannelsesinstitutionen det for en succes, når der starter mellem 45 og 50 elever på en årgang. Efter sommerferien starter hele 66.
- Det er et tegn på, at eleverne for alvor har fået øjnene op for os. Det er ikke elever, der kommer langvejs fra, men nogen der måske før har valgt de store gymnasier inde i Aarhus, siger uddannelsesleder på HHX Rønde, Frederik Thøgersen.
Læs også
Nærhed er vigtigt
Han mener, at de mindre, lokale gymnasier kan noget, de store ikke kan.
- Det er naturligt, at man nemmere bliver set i mængden, og at underviserne nemmere kan have fokus på den enkelte elev, siger Frederik Thøgersen.
En af ungdomsuddannelsens elever har også et bud på, hvad der gør HHX i Rønde specielt.
- Jeg tror, at det, der differentierer os fra andre gymnasier, er vores sammenhold med lærerne. Alle er på fornavn med os og kender os nærmest personligt, siger 2.g-eleven Niels Ulrik Drescher, som også nævner, at der er et stort sammenhold på tværs af årgangene.
Læs også
Viden Djurs tilbyder blandt andet GameCollege for eSportsudøvere, Brazil Football College for fodboldspillere og en økologisk landbrugsskole.
Samlet set er der en fremgang på 13 procent på de gymnasiale uddannelser hos Viden Djurs.