Jacob har sit eget legetøjsværelse proppet til randen med Star Wars og Alien-figurer

Kærligheden til Star Wars og Alien er enorm hos Jacob Laursen, der har samlet på legetøj fra filmuniverserne, siden han var 10 år.

Jacob Laursen elsker Star Wars-legetøj. Faktisk har han samlet på det, siden han var 10 år.

- Jeg synes bare, det er fedt, og så er det lidt en flugt fra virkeligheden. Jeg har pænt meget legetøj og har faktisk ikke tal på, hvor meget jeg har, fortæller Jacob Laursen til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er primært legetøj fra Star Wars og Alien-universet, som Jacob Laursen samler på.
Det er primært legetøj fra Star Wars og Alien-universet, som Jacob Laursen samler på.

De mange års indsamling af legetøj fra både Star Wars, men også Alien og mange andre film, er tydelig. Overalt i Jacob Laursen og hans families hus i Grenaa, står der legetøj.

Meget af det har plads på Jacob Laursens eget legetøjsværelse, men også i stuen hænger Star Wars-plakater, mens store Alien-figurer stirrer faretruende ud fra deres plads i vitrineskabet.

Samlingens stolthed er en stor Alien-figur med massevis af detaljer. Den har fået en æresplads i et vitrineskab i stuen.
Samlingens stolthed er en stor Alien-figur med massevis af detaljer. Den har fået en æresplads i et vitrineskab i stuen.

Heldigvis for Jacob er hans kone også glad for filmene. I hendes ører sidder sorte Alien-øreringe.

- Jeg synes, det er lidt sjovt. For så får man lov at være med i samlingen på en eller anden måde, siger Michelle Idelhøj Laursen.

Michelle Idelhøj Laursen, der er gift med Jacob Laursen, bidrager også til Alien-samlingen. I hendes ører sidder disse sorte Alien-øreringe.
Michelle Idelhøj Laursen, der er gift med Jacob Laursen, bidrager også til Alien-samlingen. I hendes ører sidder disse sorte Alien-øreringe.

Men der er dog en grænse for, hvor meget legetøjet får lov til at brede sig:

- Nogle ting får han lov til, andre ting får han ikke lov til. For det fylder meget, og der skal også være plads til, at vi skal være en familie her i huset. Så han har sit eget værelse primært til sine legeting, siger hun.

Der er dog en grænse for, hvor meget legetøjet får lov til at brede sig i huset, lyder det fra Michelle Idelhøj Laursen.
Der er dog en grænse for, hvor meget legetøjet får lov til at brede sig i huset, lyder det fra Michelle Idelhøj Laursen.

Kig med øjnene, ikke fingrene

Selvom legetøjet er forbeholdt Jacob, har hans to børn på to og fire år indimellem også glæde af det – også selvom at det er forbudt at kigge med fingrene.

De små pilfingre er netop grunden til, at fars legeværelse altid bliver efterladt i aflåst tilstand, ligesom vitrineskabet i stuen er børnesikret.

Selvom legetøjet er forbeholdt Jacob, har hans to børn på to og fire år indimellem også glæde af det.
Selvom legetøjet er forbeholdt Jacob, har hans to børn på to og fire år indimellem også glæde af det.

Men samtidig har børnene også gjort det lidt nemmere for Jacob Laursen at være legetøjssamler:

- Det primære er jo glæden ved, at finde noget man mangler, man godt kunne tænkte sig. Og nu har man jo fået børn, og så er det lovligt at gå ud i legetøjsbutikker uden at være en gammel nar, der ikke kan få nok af det, griner Jacob Laursen.

Børnene har på deres værelser startet deres egne samlinger af legetøj fra Star Wars-universet og forskellige superheltefilm. Så måske en dag de når samme mængde legetøj som deres far.

Se indslaget om Jacob Laursen og hans store samling af legetøj nedenfor.

Det er fedt at lege, synes Jacob Laursen fra Grenaa. Selvom han er voksen, har han en stor samling af legetøj – især fra Star Wars- og Alien-filmene. Han har to børn, og det er skønt, når far skal i legetøjsforretningen for at købe nyt legetøj til sin samling.