Inde-DM i Grenaa trak mange til
Op mod 1600 tilskuere fandt lørdag vej til Grenaa Idrætscenter, hvor et østjysk hold markerede sig med en 5. plads
Hundredevis af østjyske fans tog turen til Grenaa Idrætscenter lørdag for at følge årets inde-DM i fodbold.
Der var da også guf for fodbold-elskere, da en række profiler fra de næstbedste rækker og et talentfuldt østjysk hold stillede op i kampen om danmarksmesterskabet.
- Der var omkring 1500-1600 tilskuere i hallen, og det var yderst tilfredsstillende. Der var næsten heller ikke plads til flere, fortæller arrangør fra indefodbold.dk, Nikolaj Søjmark, til tv2oj.dk.
Flere golden goal-afgørelser
Og publikum fik i den grad noget for pengene.
- Der var mange intense kampe, flot spil og flere golden goal-afgørelser, så spændingen var i top, siger Nikolaj Søjmark.
Stævnet foregik fra lørdag eftermiddag og helt frem til kl. 22.30. Her blev finalen spillet mellem holdene Holger Danske Flytteforretning og Kvix Wunderelf, og det var førstnævnte, der løb med sejren.
Martin Johansen med på vinderholdet
- Vinderholdet bestod blandt andre af tidligere landsholdprofil Martin Johansen krydret med spillere fra Næstved, Roskilde og Fremad Amager, forklarer Nikolaj Søjmark.
Der var udover dette hold adskillige teams fra hele holdet, og et enkelt lokalt hold havde også sneget sig med til mesterskaberne.
Det var Grafisk ID bestående af tre spillere fra Vivild IF, en fra Randers og et par stykker fra Brabrand og Aarhus Fremad.
5. plads til østjysk hold
- De lagde rigtig stærkt ud med at vinde de to første kampe, men de gik ikke videre til semifinalerne fra mellemrunden. Så i sidste ende måtte holdet tage til takke med en 5. plads, fortæller arrangøren.
Alligevel virkede det dog til, at både spillerne og deres mange fans fra nærområdet havde en god dag i Grenaa Idrætscenter. Og allerede nu garanterer Nikolaj Søjmark, at DM kommer til Grenaa igen i 2017.
- Det bliver den 21. jan næste år igen i det lokale idrætscenter, lyder det fra ham.
I år var sjette gang, at Grenaa Idrætscenter lagde halgulv til DM i indendørs fodbold.
Inde-DM 2016
Nr. 2: Kvix Wunderelf (10.000 kr.)
Nr. 3: MD Rustfri (5.000 kr.)
Nr. 4: Torntoft & Mortensen (3.000 kr.)
Nr. 5: Grafisk ID (2.000 kr.)
Nr. 6: Brolagt.dk (1.000 kr.)