I Grenaa vil de uddanne den arbejdskraft, som erhvervslivet mangler – men det må de ikke
Hverken skolen eller en lokal spilvirksomhed forstår, hvorfor der ikke må uddannes flere elever.
I Grenaa ligger uddannelsesinstitutionen Dania GAMES.
Her kan man læse tre videregående uddannelser, og det særlige for skolen på spidsen af Djursland er, at alle uddannelser drejer sig om udvikling af computerspil.
Dania GAMES
På Erhvervsakademi Dania i Grenaa (Dania GAMES) kan man læse til multimediedesigner, datamatiker og softwareudvikler.
Samme uddannelser kan man også læse andre steder i landet, men særligt for skolen i Grenaa er, at de specialiserer de studerende i spiludvikling.
Men på grund af Uddannelses- og Forskningsministeriets ledighedsbaserede dimensionering, må de kun optage cirka 50 studerende på datamatikeruddannelsen, 20 på multimediedesign og 20 på softwareudvikling hvert år.
Kilde: Erhvervsakademi Dania Grenaa
Men Dania GAMES' problem er, at Undervisningsministeriet har sat en grænse for, hvor mange IT-elever såsom blandt andet datamatikere og softwareudviklere, de må uddanne, og derfor måtte de i år afvise ansøgere til deres uddannelser.
Erhvervsakademierne i Danmark har nemlig i flere år uddannet flere, end der har været job til.
Læs også
Men i Grenaa mener de ikke, at grænsen giver mening for dem.
- Vi ser mange virksomheder, der har jobopslag ude længe, og som er frustrerede over ikke at kunne få kvalificeret arbejdskraft, siger Jonathan Yde, campuschef på Dania Grenaa, til TV2 ØSTJYLLAND.
- Og når vi har unge mennesker, der ønsker at uddanne sig indenfor IT, så virker det hul i hovedet, at vi skal afvise dem.
Storsælgende virksomhed mangler netop spiludviklere
I Aarhus sidder spilfirmaet Bright Star Studios, der faktisk har sin oprindelse i Grenaa, og som for nyligt solgte forudbestillinger for mere end en halv milliard kroner.
Det er selvom deres spil Ember Sword først udkommer om et år.
Læs også
Og den store succes har haft den konsekvens, at de nu har ledige stillinger, som ikke kan besættes.
Derfor forstår de heller ikke, at der skal være begrænsninger for, hvor mange der skal uddannes i for eksempel Grenaa.
- Det er jo et kæmpe problem for os. Vi sidder og vil gerne skalere helt vildt op, men der er simpelthen ikke folk til det. Vi sigter efter at være 150 ansatte næste år, men vi ved ikke helt, hvor vi skal få alle de medarbejdere fra, siger Thorvald Zehmke fra Bright Star Studios.
- Så hvis ikke vi kan hyre i Danmark, så bliver vi nødt til at søge til udlandet. Og det vil vi helst ikke, hvis vi har muligheden for at søge i Danmark, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Vækker også undring hos studerende
En af de studerende på Erhvervsakademi Dania i Grenaa er Anja Willum Nielsen.
Hun kan heller ikke se fornuften i, at hun ikke har flere medstuderende end nu.
- Det giver ikke mening, at der er det loft, når der er mangel på arbejdskraft. Man burde tage dem ind, som gerne vil uddannes indenfor IT, siger Anja Willum Nielsen.
Ifølge campuschef Jonatan Yde har Dania Games ikke problemer med at få de studerende til Grenaa.
- Vi kan godt tiltrække de studerende. Problemet er, at vi ikke har plads til dem på grund af den her ledighedsbaserede dimensionering, som sætter en øvre grænse for, hvor mange vi må optage, siger Jonathan Yde.
- Så det er enormt ærgerligt, at vi er nødt til at afvise unge mennesker, som søger til Grenaa for at tage den uddannelse, de drømmer om.
Læs også
Han mener nemlig også, at de i Grenaa er et eksempel på noget af det, som regeringen netop ønsker.
- På mange måder understøtter vi regeringens målsætning om at tiltrække studerende til uddannelsesbyer udenfor de traditionelt store byer. Og det gør vi blandt andet, fordi vi har uddannelser med fokus på spiludvikling, siger Jonatan Yde, campuschef på Erhvervsakademi Dania i Grenaa.