Højere end Lighthouse: Verdens største borerig ligger i Grenaa

Verdens største borerig ligger lige nu i Grenaa Havn. Her skal den hen over sommeren have et eftersyn af de store.

Der er stort besøg i Grenaa Havn. Verdens største borerig - med navnet Maersk Invincible - ligger nemlig til kaj. Den enorme borerig, som er godt 200 meter høj, skal til servicetjek.

- Det er i klassen af formel 1-racer. Med en Rolls Royce-teknik bag, fortæller Per Holm Hansen, som er safety officer på boreriggen.

Boreriggen har plads til 180 "beboere", og der er både fitnesscenter og biograf ombord, som kan bruges i de timer, der ikke går med arbejde.

Efter en arbejdsdag på 12 timer kan man slappe af i de bløde biografsæder med en god film.
Efter en arbejdsdag på 12 timer kan man slappe af i de bløde biografsæder med en god film.

- Lighthouse i Aarhus med sine 142 meter er kun en lille gnalling ved siden af os, siger Per Holm Hansen med et glimt i øjet.

Stor betydning for lokalsamfundet

Til daglig holder Maersk Invincible til i den norske del af Nordsøen, men på Grenaa Havn har man altså fået opgaven med det såkaldte femårs klasning, som man kan sammenligne med, når en bil skal på værksted til syn.

Det glæder havnedirektør Henrik Carstensen. Han ser store plusser ved at have verdens største borerig liggende - og at have fået opgaven med at gå den efter i sømmene.

Når medarbejderne har fri, kan de vælge at tage en tur i fitness, for sådan et findes også på boreriggen.
Når medarbejderne har fri, kan de vælge at tage en tur i fitness, for sådan et findes også på boreriggen.

- Vi har et godt netværk af håndværkere, smede, elektrikere og tømrere, som får opgaver relateret til det her. Vi har hoteller og restauranter. Så det betyder rigtig meget for lokalsamfundet, mener han.


Grenaa Havn har før haft større borerigge ved kajen.

- Men Invincible er verdens største, og vi er stolte af, at den er kommet til Grenaa, siger Henrik Carstensen.

Det er planen, at Maersk Invincible skal holde til i Grenaa i fire måneder, inden den igen tager turen til Nordsøen og nye opgaver.

Se TV-indslaget herunder:

Verdens største borerig har lagt til kaj i Grenaa. Den er kommet fra oliefeltet i Norge og skal nu have det helt store syn og opgraderes.