Godsejers store solcelledrøm bristet: Politiker vil have mere råderum
Alt var klappet og klart og vejen banet for solcellepark, men så nedlagde staten veto. Det vækker politisk undren.
Selvom en jordejer står klar til at lægge jord til en solcellepark ved Estruplund i Norddjurs Kommune, der kan give grøn strøm til 33.000 husstande, har to styrelser nedlagt veto.
Det vækker nu stor undren ved KL, som mener, at statens bånd er alt for snærende.
- Jeg bliver ærgerlig, for det er jo netop det her, vil skal i gang med, og der er et stort stort behov for, at kommunerne har nogle handlemuligheder i forhold til at sikre vedvarende energi, siger Johan Brødsgaard (R), formand for KL's kultur-, erhvervs- og planudvalg og 1. viceborgmester i Silkeborg.
Læs også
- Lige nu råber vi i KL og rundt i kommunerne op om, at vi har behov for større frihedsgrad. Det her er et rigtig godt eksempel på, at vi har brug for den frihed. Der er mange andre eksempler på, at vi kan sikre vedvarende energi, men at de statslige bånd simpelthen er snærende, lyder det fra Johan Brødsgaard.
Undervejs i årevis
Derfor går det ikke helt i spænd med regeringens grønne ambitioner, at der i 11. time blev sat en kæp i hjulet for projektet, der har været undervejs siden 2019.
- Vi ved jo, at regeringen vil have, at vi firdobler vores vedvarende energi, og det kommer også til at ske ude i kommunerne, og det kræver simpelthen, at vi har nogle vilkår, vi kan arbejde under, siger en skuffet Johan Brødsgaard.
Læs også
Statens indsigelse har to hovedargumenter. Dels ligger dele af solcelleanlægget tættere end tre kilometer fra kysten, og inden for en grænse som kaldes kystnærhedszonen.
Derudover bliver der skrevet, "at et større solcelleanlæg vil forringe områdets naturmæssige og kulturhistoriske landskabsværdi". Det har ellers indenfor høringsperioden oplevet uvant lidt modstand fra naboerne i området, og der er kun kommet få høringssvar.
- Og når man har et godt projekt som det her og bliver mødt af et veto, så er det, at man mister gejsten, siger Silkeborg-politikeren.
- Jeg håber og tror, at ministeren vil tage det til genovervejelse, for det gør jo også, at folk mister interessen for at investere i vedvarende energi, hvis et projekt, der er nået så langt, lige pludselig bliver mødt af en stopklods.
Indsigelserne har nu udskudt opstarten på solcellerne på ubestemt tid lige nu.
I alt ville de 134 hektar med solceller kunne levere strøm til 33.000 husstande om året. Området er solrigt, og fordi det er relativt kystnært, er det ifølge godsejer Klavs von Lowzow et godt sted at placere solcellerne.