Glæde efter ny vaccine-udmelding: Giver god mening
Borgere på Anholt rykkes frem i vaccinekøen og kan få stikkene tidligere end ventet.
På Anholt vækker det glæde og lettelse, at øens beboere nu bliver rykket frem i vaccinekøen, fortæller Karen Konge, der er formand for Anholt Borgerforening.
- Det er vi rigtig glade for, og det er det eneste fornuftige af region og kommune at gøre, siger Karen Konge til TV2 ØSTJYLLAND.
Også øboere på Tunø og Endelave bliver skubbet frem i vaccinekøen, oplyser Region Midtjylland.
Samlet er der tale om 111 borgere mellem 16-64 år på de tre øer, som kommer hurtigere til, end der ellers er lagt op til i Sundhedsstyrelsens vaccineplan.
Læs også
- Årsagen til, at der afviges fra alderskriteriet, er ressourcer i forhold til personale, tid, transport og logistik.
- Alternativt ville vi skulle over på øerne for at vaccinere få antal borgere med mulighed for større spild, skriver Region Midtjylland ifølge Ritzau.
'Kan være dyrt at lade være'
Karen Konge fortæller, at det selve vaccinationerne kommer til at foregå ved den lokale læge med hjælp af øens sygeplejerske, og at de første stik allerede gives onsdag eftermiddag.
Karen Konge mener, det er fornuftigt at prioritere øboerne frem i køen, selvom det måske kan virke urimeligt.
- Det er altid urimeligt, når nogen får en fordel. Men det er økonomisk dyrt med smitte her på øen, hvor det ikke er så let for eksempel at blive transporteret til et sygehus. Det koster ret meget med en helikopter, så ud for et samfundsøkonomisk synspunkt giver det god mening, siger Karen Konge, der selv allerede er vaccineret.
Hun fortsætter:
- Mange af os arbejder i brugsen, på færgen, i hjemmeplejen eller andre steder med kontakt med mennesker, så det bliver godt - også når vi får et rykind af turister.
Læs også
Samsinger må vente
Mens borgere på de tre østjyske øer Anholt, Tunø og Endelave rykker frem i køen, er der ingen ændringer for folk på Samsø.
På Samsø, som også ligger i Region Midtjylland, vil borgerne ikke komme foran i køen.
Det skyldes ifølge regionen blandt andet, at der er et vaccinationscenter på øen.
Sundhedsstyrelsen har givet mulighed for, at de danske regioner må dispensere for rækkefølgen i vaccinationer.
Det er regionen selv, der har ansøgt om at kunne få dispensation. Det skal være med til at spare tid på transport af personale og udstyr, da alternativet er, at vaccinationen sker i små klumper.
Samtidig drejer det sig om en så lille mængde vacciner, at det ikke kommer til at påvirke vaccinationen i resten af regionen.