Glad jul på Gammel Estrup
Besøgstallet er steget i december
De ansatte på Herregårdsmuseet Gammel Estrup kan gå på juleferie med højt humør.
Forud for december tegnede besøgstallet på herregården ved Auning på Djursland til at blive lavere end i 2013.
I forhold til sidste år har der dog i 2014 været flere julebesøgende. Dermed ender det samlede besøgstal i år på godt 94.000 besøgende, hvilket er flere end i fjor.
- Vi er selvfølgelig vildt glade. Vores besøgstal har hele året haltet lidt bagefter i forhold til de foregående år, så det er helt fantastisk, at det nu viser sig, at vi alligevel slår tallet fra sidste år og når helt op på godt 94.096 besøgende, siger museumsdirektør Britta Andersen i en pressemeddelelse.
Forklaringen på fremgangen er ifølge museumsdirektøren, at flere har fået øjnene op for den stemning, der er på herregården i juletiden.
De besøgende har således fra den første adventsweekend og alle dage frem til 21. december kunnet opleve jul for herskab og tjenestefolk på herregården og i det nyåbnede skovarbejderhus.
Der har desuden været åbent i Herregårdskøkkenet med servering af julebag og julesul.