Gademusikanter hyldes i Grenaa
Den 4. september bliver Grenaas gader fulde af musik, når en festival for gademusikanter løber af stablen
- De får ikke fem flade ører for det, for de fleste er jo vant til at spille på hatten. Så det er glæden ved musikken, der får dem til at møde op.
Sådan beskriver Klaus Hansen den gademusikantfestival han som koordinator for Grenaa musik- og eventforening, har været med til at arrangere.
- Der kommer 20 forskellige deltagere og i alt omkring 80 gademusikanter. De skal spille forskellige steder i Grenaa by fra kl. 17:00 til kl. 22:00. Det hele foregår fredag den 4. september.
Se: Skibet er ladet med børnekunst
Musikanterne bytter plads med hinanden hvert 20. minut, så de kommer ordentligt rundt i gadebilledet, der er nemlig 10 locations udvalgt til formålet. Som afslutning spiller Bobo Moreno på Torvet, og Årets Gademusiker 2015 bliver kåret i tre kategorier: Skolepris, publikumspris og jurypris.
En af de musikalske oplevelser man kan få ved gademusikantfestivalen, er bandet Champignonerne. Det består af otte medlemmer, som alle har gået på samme seminarie, og deres instrument-repertoire dækker blandt andet over banjo, kontrabas og blæse-klaver - bedre kendt som melodica. Den spiller Mikkel Sørensen på:
- Vi har det fint med at spille på gaderne uden aftaler. Vi skal bare have det sjovt sammen.
Se: Museum jubler over besøgstal
Klaus Hansen garanterer, at der bliver noget for enhver smag, når gademusikantfestivalen starter, og han har høje forventninger:
- Vi har alt fra solister til duoer, trioer, kvartetter og kor. Samtidig er der lirekasse og harmonika, som vi kender det fra gademusikken. Jeg håber da, at der kommer et par tusinde mennesker, men jeg ved godt vi er oppe mod en fodboldlandskamp samme aften.