Fusion betyder fyringer
Kattegatskolen bliver kommunens største
Når fusionen mellem Søndre og Østre Skole i Grenaa for første gang ser dagens lys den 1. august i år, bliver det som den største folkeskole i Norddjurs Kommune.
Fusionen af de to skoler, den nye Kattegatskole, blev vedtaget som følge af en stram økonomi og et dalende børnetal. Det skriver Randers Amtsavis.
Den nye virkelighed betyder at blandt andet fire pædagoger og yderligere fem medarbejdere er indstillet til afskedigelse.
- Fusionen bliver en løbende proces, der kommer til at løbe over flere år. Tingene skal ikke forceres, men tage den tid det tager at få det hele til at smelte sammen til én velfungerende enhed, siger den kommende viceskoleleder på Kattegatskolen Carsten Aude til Randers Amtsavis.
Med sammensmeltningen kan skolen både skrumpe ledelsesgruppen ind og lave økonomisk fornuftige klassestørrelser.