Forladt skib kæntret i lille havn

Ud af det blå er et skib kæntret i en mindre havn, og der arbejdes på at inddæmme et olieudslip.

Et skib i Bønnerup Havn på Djursland har torsdag eftermiddag taget vand ind og er sunket.

Det viser billeder og bekræftes af havnefoged Lars Mohr Christensen.

Skibet hedder Henriette Sand og er et såkaldt uddybningsfartøj, der bruges til at grave materiale fra havbunden op og flytte det til et andet sted.

Det er netop det, den er blevet brugt til hele torsdagen ved Bønnerup Havn, hvor man har haft brug for at få fjernet sand og bundslam fra havneindsejlingen.

Bønnerup Havn ligger på Djurslands nordkyst.
Bønnerup Havn ligger på Djurslands nordkyst. Foto: Google Maps

Og alt var ifølge Lars Mohr Christensen tilsyneladende gået godt, da skibet med dets to besætningsmedlemmer lagde til kaj midt på eftermiddagen.

Men efter de var kørt væk i en bil, er skibet altså sunket, så kun en del af skroget titter op over vandoverfladen.

Lars Mohr Christensen oplyser, at man ikke har kunnet få fat i de to besætningsmedlemmer siden kæntringen. Men da der kun var dem ombord, og deres bil er kørt væk, formoder man ikke, at der skulle være nogen på skibet, da det sank.

Beredskab & Sikkerhed arbejdede torsdag på at stoppe en potentielt olieforurening.
Beredskab & Sikkerhed arbejdede torsdag på at stoppe en potentielt olieforurening. Foto: Øxenholt Foto

Beredskab & Sikkerhed blev kaldt til havnen klokken 16:24, oplyser operationschef Anders Jensen.

Der har de arbejdet hårdt på at inddæmme et olieudslip fra skibet og i øvrigt forebygge senere eventuelle udslip.

Fredag fortæller havnefogeden, at man har lavet en plan for, hvordan skibet kan hæves. Det kan du læse mere om her. Han fortæller også, at man nu har været i kontakt med de to besætningsmedlemmer.

Bønnerup og havnen set fra luften.
Bønnerup og havnen set fra luften. Foto: Google Maps