For to år siden var der også storkepar på Djursland - det endte i en tragedie

Det er ikke mere end to år siden, der sidst var et storkepar på Djursland. De fik endda unger, men så gik det galt. Storkeekspert håber på en lykkeligere udgang denne gang.

I går kunne vi på TV2 ØSTJYLLAND fortælle, at et storkepar har slået sig ned på Frank Erichsens gård i Revn.

Parret er ikke det første, som i disse år har kigget på Djursland og tænkt, at det kunne være et godt hjem. For to år siden flyttede et andet storkepar ind på en storkrede i Enslev. Det fortæller storkeekspert Hans Skov fra storkene.dk.

- De fik to unger, men efter et par dage kom et skybrud, som tog livet af ungerne, siger han.

Ifølge Hans Skov er det vigtigt, at et nyt storkepar, som tilfældet er med parret i Revn, får unger på vingerne, hvis man gerne vil have, at de kommer igen.

- Parret fra Enslev blev resten af sommeren (for to år siden red.), men sidste år var det kun den ene, som kom tilbage, forklarer han.

Stadig usikkert om parret bliver

Om storkeparret overhovedet bliver i denne omgang afhænger af, om det lykkes at få æg ud af parringerne, som allerede har fundet sted.

- Når de begynder at ruge, så kan man godt være sikker på, at de bliver, siger Hans Skov.

Det er dette storkepar, der har udset sig Revn som deres måske kommende hjem.
Det er dette storkepar, der har udset sig Revn som deres måske kommende hjem. Foto: Hans Skov

Hvis det lykkes, vil man allerede om en uges tid kunne observere, at der er æg i reden. Derfra ruger storkene en måneds tid. Og så gælder det om at overleve sommeren i Danmark, inden storkene i efteråret trækker sydpå.

OBS - Hold dig på afstand af storkene.
Hvis man gerne vil se storkene i levende live, er det vigtigt, at man holder sig på god afstand. I det konkrete tilfælde med storkeparret i Revn, bør man holde sig på den nærliggende offentlige vej, lyder det fra storkeekspert Hans Skov. Derfra vil man kunne se storkene gennem en kikkert. Det er især i yngletiden, at det er vigtigt at holde sig på god afstand.

- Hvis de har held til at få unger på vingerne, så vil de vende tilbage, hvis de overlever trækket, fortæller Hans Skov.

Nyt land for pionerstorke

Siden TV2 ØSTJYLLAND slog historien om det nye storkepar på Djursland op på Facebook, har flere kommenteret på opfordringen om at holde sig på afstand af storkene. Blandt andet har det lydt, at der for eksempel i Polen er storkepar, som har rede midt i lyskryds i byer. Og det er også rigtigt nok, bekræfter Hans Skov.

- Men forskellen er, at i Polen er der en meget tættere bestand af storke, og de er på den måde mere hjemmevante.

- De her storke er en slags pionerstorke. Det er nyt land for dem. De er usikre på stedet og skal lære det at kende og lære, at de ikke er i fare her, forklarer han om, hvorfor Revn-parret skal have ro.

I øjeblikket kan man se en del storke strejfe rundt i Danmark, men det er usædvanligt, at de begynder at bosætte sig på Djursland. Før det uheldige storkepar i 2020, var det sidst sket, at et storkepar slog sig ned på Djursland i 1965.