Fodbold for handicappede unge i Grenaa
Grenaa er vært for en anderledes fodboldturnering i denne weekend
Lørdag var Grenaa vært for de danske fodboldmesterskaber i handicapfodbold.
Her deltog blandt andre Djurs Handi Fodbolds U15-hold.
Turneringen er for børn og unge med fysiske eller psykiske handicap, men derfor kan man sagtens have stor fornøjelse af en fodboldturnering.
- Det er altid en fornøjelse at møde dem. De er glade, de er positive. Har man selv en dårlig dag, så tager man til fodbold, og når man er færdig der, er man så glad, siger stævneansvarlig og træner hos Djurs Handi Fodbold Pia Johnsen.
Den første kamp for Djurs Handi Fodbold gik da også helt, som den skulle, da Lystrup blev slået med 6-1.
Og det gav blod på tanden.
- Jeg tror, at vi kan vinde det hele. Vi spiller meget sammen, og vi er glade, siger 15-årige Mathias Stephansen, der spiller for Djurs Handi Fodbold.
Du kan se hele indslaget i videoen øverst i artiklen.