Floorball-spillere kan endelig komme tilbage i hallen: Asfalten ødelægger vores udstyr
Fra onsdag kan børn og unge igen dyrke indendørs idræt, og det vækker glæde hos floorball-klub.
Op til 25 børn og unge under 18 år må fra onsdag samles indendøre for at dyrke idræt. Det har et flertal af Folketingets partier og regeringen aftalt natten til fredag.
Det er en melding, man har set frem til med glæde i Grenaa:
- Vi er jo mega glade for, at vi endelig kan komme ind igen, siger Michael Bengtson, der er formand for Grenaa Gladiators Floorball Club.
Klubben har ikke haft mulighed for at træne indenfor siden begyndelsen af december, men siden marts har medlemmerne trænet på en udendørs bane.
Det har dog været lidt besværligt, da floorball hovedsageligt er en indendørs sportsgren, og klubformanden ser frem til igen at komme indendøre:
- Asfalten på udendørsbanen ødelægger vores stave, og vinden kan også drille, fordi vi spiller med en plastik bold, siger Michael Bengtson.
Det står der i aftalen om idræt:
- Endelig følger det af rammeaftalen, at der åbnes uden coronapas for indendørs idræt i organiseret regi for børn og unge under 18 år.
- Partierne er på baggrund af oplæg fra myndighederne enige om, at åbningen for indendørs idræt i organiseret regi for børn og unge under 18 år skal omfatte alle idrætsgrene med et forsamlingsloft på 25 personer.
- Forsamlingsloftet på 25 for idræt for børn og unge omfatter også idrætsaktiviteter, hvor personer over 18 år deltager, hvis disses tilstedeværelse er nødvendig for en forsvarlige afholdelse af aktiviteterne.
Kilde: Justitsministeriet
Holder åbent hus
Danmarks Idrætsforbund meldte tidligere i denne måned, at knap 90.000 danskere har droppet deres medlemskab af landets idrætsforeninger i 2020.
Hos floorball-klubben i Grenaa har man ikke oplevet medlemsflugt, men klubben laver alligevel tiltag for at forebygge, at det skulle ske.
Læs også
- Vi har prøvet at gøre os ekstra synlige, mens vi har lagt stille, og vi holder blandt andet et åbent hus-arrangement i den kommende weekend, fortæller Michael Bengtson.
Klubben afventer nu nærmere retningslinjer for, hvordan det hele skal forløbe, når indendørs idræt igen kan starte op.
Der er også en praktisk udfordring, da den ene af to haller i Grenaa Idrætscenter i øjeblikket bruges som vaccinationscenter.